Det skal være slut med at forskelsbehandle europæere, som bruger nettets mange tilbud om blandt andet film- og TV-tjenester eller e-handel på tværs af EU-landegrænser.
Det mener EU-kommisionen, der i dag har fremsat en pakke af forslag, der skal understøtte det såkaldte digitale indre marked - en strategi, der skal gøre EU til ét samlet digitalt marked, i stedet for 28 mindre dele med hver deres regler og begrænsninger.
En del af pakken består i, at tjenester som Netflix og mange andre ikke må forskelsbehandle europæerne, så den samme tjeneste har forskellige priser og forskelligt indhold, afhængigt af, hvor køberen bor.
TV-indhold skal følge brugeren
Det skal også være muligt for europæere at tage deres streamede videoindhold med sig, hvis de fx tager på ferie.
Det er ting, der i dag kan spærres for med såkaldt geoblokering, hvor brugernes adgang til at se og købe digitalt indhold sorteres efter oprindelsen på den IP-adresse, deres internetforbindelse har.
Det betyder eksempelvis, at en dansker på en spansk IP-adresse kan forhindres i at se en TV-tjeneste på sin iPad på hotelværelset, selv om personen helt lovligt abonnerer på den.
Samtidig skal udbydere af streamingtjenester sikre, at 20 procent af indholdet er europæisk, lyder forslaget fra kommissionen, der dog ikke afslører, hvordan status er netop nu.
Amerikanske udbydere som for eksempel Netflix har på nuværende tidspunkt et rigt udvalgt af amerikansk produceret indhold, men også eksempelvis BBCs britiske indhold og lokale indslag.
Nul redirects
En anden del af pakken består i regler for e-handel, hvor det skal forhindres, at handlende spekulerer i at sende europæere videre til lokale udgaver af en webside, for eksempel en webshop, for dermed at forhindre dem i at handle varen billigere i webshoppens andre europæiske udgaver.
Det betyder i praksis, at en dansker vil kunne benytte sig af et eventuelt lavere prisniveau på en bestemt vare i Polen, og ikke vil blive tvunget til at handle til den dyrere pris på en dansksproget udgave af webshoppen.
Det var EU-kommissær for EUs digitale agenda, Andrus Ansip, der fremlagde pakken, som også inkluderede krav om bedre beskyttelse af mindreårige mod voldelige videoer og forslag om en paneuropæisk indsats for at gøre pakkepost over grænserne mere smidigt til gavn for e-handel.
Før pakken bliver til virkelighed, skal den igennem den sædvanlige beslutningsproces i parlamentet og ministerråd.