Et stort knus kan være et effektivt middel til at undgå stress og genskabe harmoni. Det gælder i hvert fald blandt chimpanser, men måske også blandt mennesker på en arbejdsplads, mener britiske forskere.
En undersøgelse blandt chimpanserne i Chester Zoo i England viste således, at et velment kram var et effektivt middel til at dæmpe stress og uro i flokken, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Undersøgelsen viste, at deltagerne i skænderier og slagsmål i omkring halvdelen af tilfældene ville blive trøstet af et af de øvrige gruppemedlemmer. Som regel fandt trøsten sted i form af et kram, et lille kys eller lidt nusseri.
Dæmper konsekvenser af konflikter
Videnskabsmændene kunne så efterfølgende se, at trøsten var med til at sænke stressniveauet, så chimpanserne hurtigere kunne vende tilbage til deres daglige gøremål.
Ifølge en af forskerne, Orlaith Fraser, kan man finde en række lighedspunkter mellem abernes opførsel og menneskers arbejdsliv.
- Chimpanserne bruger blandt andet trøst og forsoning mellem tidligere modstandere til at dæmpe de negative konsekvenser af en konflikt. Mekanismer, der er afgørende for at vedligeholde sammenhæng og samarbejdet i gruppen, og som er lige så vigtige for os som mennesker, især i sammenhænge hvor vi er nødt til at arbejde og fungere sammen som for eksempel på arbejdspladsen, siger hun til Magasinet Arbejdsmiljø.