Erhvervskorrespondent efter droppet fusion: TDC-drama er helt aparte

TDC vil droppe planlagt milliardfusion med TV3-ejeren MTG og i stedet gå i dialog om opkøbstilbud på TDC.

TDC's administrerende direktør Pernille Erenbjerg og administrerende direktør for MTG Nordics Anders Jensen ved pressemødet forleden. Nu ser det ud til, at fusionen ikke bliver til noget. (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

For halvanden uge siden stod direktørerne for telekoncernen TDC og underholdningskoncernen MTG Nordic på et pressemøde og præsenterede en planlagt fusion, der skulle skabe en nordisk gigant med millioner af tele- og tv-abonnenter Norden over.

Men nu trækker TDC i første omgang fusionen tilbage efter selv at have modtaget et opkøbstilbud på hele TDC.

I sidste uge kom det frem, at et konsortium af tre danske pensionskasser og en australsk kapitalfond ville byde 47-48 kr. per aktie i TDC. Men det bud afviste TDC fuldstændig.

Og det er et helt aparte forløb, siger DR Nyheders erhvervskorrespondent, Jakob Ussing.

- Det er en overraskende udvikling, fordi TDC i fredags sagde, at en fusion med MTG var den eneste vej frem og pludselig kommer meldingen om, at man vil droppe den, og man nu alligevel vil lytte til bud på TDC.

- Enten er TDC blevet banket på plads af en masse aktionærer, der hellere vil have, at man sælger selskabet, eller også er det nye bud så højt, at TDC ikke kan sige nej, og det giver mening at sælge det hele, forklarer han.

Håndtering er en slingrekurs

Det var MTG, der her til formiddag først oplyste, at bestyrelsen i TDC ønsker at trække sit opkøbstilbud tilbage, og TDC bekræftede efterfølgende i en fondsbørsmeddelelse, at man vil droppe fusionen med MTG, der står bag TV3 og Viasat.

Ifølge Jakob Ussing er det usædvanligt, at det ikke er TDC selv, der melder det ud først.

- Det vidner om, at det hele er gået ekstremt hurtigt, og TDC knap nok har nået at tænke over, hvordan man skulle melde det ud, siger han og fortsætter:

- Generelt har TDC's bestyrelse ikke håndteret forløbet særlig elegant. Først præsenterer man fusionen som en stærk fremtidsplan, der skal sikre selskabet, og så dropper man opkøbet kort tid efter. Det er en slingrekurs.

Så sent som i dag har TDC's bestyrelsesformand, Pierre Danon, i et interview med Berlingske slået fast, at opkøbet af MTG er altafgørende, hvis TDC skal gå fra at være en telekoncern til en underholdningskoncern. Planen var, at fusionen med MTG skulle sikre succes på tv- og streamingmarkedet, hvor TDC er presset.

Alt tyder på et salg af TDC

Med dagens udmelding tyder alt på, at TDC står over for at blive solgt i den nærmeste fremtid, mener DR Nyheders erhvervskorrespondent.

Teleselskabet nævner i den aktuelle fondsbørsmeddelelse ikke selv noget navn på den potentielle byder. Der fremsættes heller ingen foreslået pris for selskabet. Det kan enten være konsortiet, der er kommet med et formelt eller højere bud, eller også har en helt anden spiller meldt sig på banen.

- Svenske Telia har i flere år været nævnt som en mulig køber af TDC. Men om det udvikler sig til en budkrig, eller om konsortiet ender med at købe, det vil vise sig de næste par dage, siger Jakob Ussing.

Nyheden har sendt TDC-aktien i vejret med en stigning på syv procent til 46,74 kroner.

Ifølge erhvervskorrespondenten er det naturligt, at den stiger, fordi sandsynligheden for, at TDC ender med at blive solgt til en højere pris er øget.