Sydbank har gjort det, Jyske Bank har gjort det, og nu følger Danmarks femtestørste bank, Spar Nord, trop og indfører negative indlånsrenter for både privat- og erhvervskunder.
De negative renter betyder, at banken fra januar næste år vil afkræve kunder en rente på 0,75 procent, hvis de har mere end 750.000 kroner stående på deres konto, oplyser banken i en pressemeddelelse.
Nationalbanken sænkede for nylig indskudsbevisrenten til laveste niveau nogensinde - minus 0,75 procent - og da perioden med negative renter ser ud til at fortsætte, må udgifterne for banken hentes hos kunderne.
Det koster nemlig de almindelige banker penge at have overskydende kapital, som stammer fra privatkunder og virksomheders opsparinger stående hos Nationalbanken.
- Vi mener, at tiden er inde til at sænke vores indlånsrenter både på erhvervs- og privatområdet og på den måde indrette vores forretningsmodel efter de nye markedsvilkår, siger bankdirektør i Spar Nord, Lars Møller.
1800 kroner om året
Lars Møller ønsker ikke at oplyse, præcis hvor stor en del af bankens privatkunder, der bliver berørt af de negative indlånsrenter.
I pressemeddelelsen nævner han dog, at det drejer sig om ganske få privatkunder.
Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik har danskere i gennemsnit cirka 146.000 stående på deres konti i bankerne.
Mindre end 100.000 danskere har over 1 million kroner stående. For dem, der har indlånskonto i Spar Nord og Jyske Bank, vil det koste cirka 1.800 kroner om året.
Tendensen spreder sig
Jyske Bank og Sydbank var de første banker til at bede de mest velhavende kunder om at betale for at have deres penge stående i banken. Her lød satsen for de negative renter på -0,6 procent, og det gjaldt alene privatkunder med formue over 7,5 millioner kroner.
I september meddelte Jyske Bank så, at de negative renter fra januar skal gælde samtlige kunder, der har mere end 750.000 kroner stående. Samtidig skrev banken, at renten desuden vil blive ændret til -0,75 procent.
Ifølge Lars Krull, seniorrådgiver ved institut for økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet, vil tendensen med minusrenter sprede sig. Det har han tidligere sagt til DR Nyheder.