Iklædt en nissehue, en blå hættetrøje og et par orange sportssko entrerede Sanjay Shah her til eftermiddag en stuvende fuld retssal i Glostrup, hvor han skulle have sin dom i den historiske sag om udbytteskat for ni milliarder kroner.
- Glædelig jul, sagde han til den fremmødte presse.
Om den 54-åriges julehumør blev ved med at være intakt er uvist, men kort efter klokken 16 blev hans skæbne afgjort. Og det faldt ikke ud, som han havde håbet.
Thi kendes for ret, lød det fra sagens dommer Nanna Blach, der idømte Sanjay Shah 12 års fængsel, besluttede at han skulle have konfiskeret 7,2 milliarder kroner og udviste ham fra Danmark for evigt.
Sanjay Shah ankede den dom med det samme og ønsker at blive frifundet i landsretten.
Med de 12 års fængsel skrives et nyt kapitel i den danske retshistorie. Aldrig før er der nemlig givet en straf på over ni års fængsel for økonomisk kriminalitet.
Men hvordan nåede Retten i Glostrup frem til, at Sanjay Shah skal tilbringe så mange år på vand og brød?
Kort efter domsafsigelsen blev dommens præmisser lagt på rettens hjemmeside - altså argumenterne for, hvorfor dommen faldt ud, som den gjorde.
Her er der tale om en udførlig og detajleret beskrivelse på i alt 24 sider, som DR Nyheder her giver dig et overblik over.
Det er han fundet skyldig i
Retten fandt frem til, at Sanjay Shah var hovedmanden i at have svindlet den danske statskasse for lige over ni milliarder kroner i refusion af udbytteskat.
Det er konkret sket ved, at han styrede fire britiske selskaber, der foranledigede, at 189 amerikanske pensionsselskaber og 24 malaysiske Labuan-selskaber i 3.239 tilfælde søgte om refusion af udbytteskat og fik udbetalt lige over ni milliarder kroner.
Problemet var dog ifølge dommen, at selskaberne ikke havde ret til pengene. De havde nemlig aldrig ejet de aktier, som de endte med at få tilbagebetalt udbytteskat for. Der blev altså tilbagesøgt udbytteskat, som aldrig var blevet betalt.
- Skattemyndighederne blev bragt i en vildfarelse om, at de pågældende investorer var berettigede til at få udbetalt den ansøgte skatterefusion og derfor i overensstemmelse med ansøgningerne udbetalte 9.025.205.871 kr., af hvilket beløb den 54-årige modtog minimum 80 %, lyder det i dommen.
Sanjay Shah puttede altså lige over 7,2 milliarder kroner i egen lomme fra det kæmpe svindelnummer. Disse penge har retten besluttet skal konfiskeres, men det betyder dog ikke, at alle pengene ender i statskassen.
Lige nu har anklagemyndigheden beslaglagt værdi for omkring tre milliarder kroner fra den svindeldømte brite.
En kontrollerende rolle
Helt centralt i retssagen mod Sanjay Shah er selskabet Solo Capital i London, som briten selv ejede og stiftede i 2011. Han var også direktør i selskabet indtil udgangen af 2013 og fortsatte derefter med at deltage i driften.
Det var i dette selskab, at Shah etablerede en afdeling kaldet GSS, der endte med at have en afgørende rolle i udbyttesvindlen.
- Domsmandsretten finder det bevist, at tiltalte har haft en helt central og kontrollerende rolle i forbindelse med opbygningen, driften og udviklingen af det handelssystem, som førte til de uberettigede udbetalinger af tilbagesøgt udbytteskat, lyder det i dommens præmisser.
Under retssagen har Sanjay Shah forklaret, at han ikke havde indgående skatteteknisk viden om de handler, som retten nu har fundet frem til var svindel.
Han havde nemlig ansat skatteeksperter og havde fået juridiske vurderinger, som blåstemplede hans handelssystem.
Den køber retten dog ikke og vurderer, at der er bevis for at fælde dom.
- Domsmandsretten finder på denne baggrund, at tiltaltes forklaring om, at han blot stolede på de medarbejdere, som indhentede rådgivning, og at han selv var overbevist om lovligheden af udbytteskatterefusionerne, må tilsidesættes, lyder det.
Det gule kort
Sanjay Shah har også haft flere andre argumenter for, hvorfor han ikke skulle sendes bag tremmer.
Hans forsvarere har nemlig forsøgt at få sagen afvist af flere omgange, da de mener, at Sanjay Shah var blevet dømt på forhånd - altså et brud på, hvad der kaldes uskyldsformodningsreglen.
Flere politikere og andre myndighedspersoner har nemlig mellem 2015 og 2023 kommet med udtalelser, der gjorde det umuligt for den svindeldømte brite at få en fair rettergang, lød påstanden.
Hermed er det ifølge forsvaret et brud på de europæiske menneskerettigheder.
- Der er tale om danmarkshistoriens største skattetyveri, og det er forfærdeligt, at det har kunnet finde sted. Det er en kriminel handling af meget, meget stort omfang, sagde den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen for eksempel i november 2015.
I dommens præmisser nævner retten ikke nogen af de konkrete udtalelser, men i det længere uddrag er der både en god og en dårlig nyhed til Sanjay Shah.
Nogle af udtalelserne "er af en sådan karakter, at de kan opfattes som eller kan efterlade det indtryk, at de pågældende ministre anser tiltalte for skyldig i en kriminel handling i forbindelse med refusion af udbytteskat".
Med andre ord kan de altså har været en krænkelse af Sanjay Shahs menneskerettigheder.
Det betyder dog ikke, at Sanjay Shah kan frifindes. Retten vurderer nemlig "at tiltalte vil kunne få og har fået en retfærdig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol".