Elon Musk sagsøger Ørsted: 'Vi har prøvet med fred i to år - nu er der krig'

Ørsted og flere andre slæbes i retten i USA for annonceboykot af det sociale medie X.

Elon Musk mener, at Ørsted har været en del af et illegalt annonceboykot mod X. (Foto: © Gonzalo Fuentes, Ritzau Scanpix)

- Vi har prøvet med fred i to år - nu er der krig.

Mangemilliardær og ejer af det sociale medie X Elon Musk skrev følgende kortfattede opslag i går, og bag det ligger en lurende retssag, som den danske energigant Ørsted risikerer at blive en del af

Krigserklæringen er nemlig mod flere internationale selskaber og organisationer, som Elon Musk mener har konspireret om et annonceboykot af det sociale medie, efter han købte det tilbage i 2022.

Det fremgår af en stævning, som X Corp har sendt til retten i Texas i USA i går, og som DR Nyheder er i besiddelse af.

Energiganten Ørsted er blevet sagsøgt i USA. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

'Nok er nok'

Her kræver Elon Musk og X en retssag mod blandt andre Ørsted og de internationale fødevaregiganter Mars og Unilever, som X beskylder for 'kollektivt at have tilbageholdt milliarder af dollar i annonceomsætning', som det lyder i stævningen.

I et 'åbnet brev til annoncører' skriver topchef Linda Yaccarino, at X mener, at annoncørerne favoriserer nogle sociale platforme frem for andre, og hun kalder de sagsøgtes ageren for en 'illegal boykot'

- Til dem, der har brudt loven, siger vi: Nok er nok. Vi er forpligtet til at søge retfærdighed for den skade, der er blevet påført af dem og potentielt andre sagsøgte afhængigt af, hvad den juridiske proces afslører, skrev hun blandt andet.

44 siders sagsanlæg

Den hovedsagsøgte er organisationen Global Alliance for Responsible Media (Garm), som er en del af organisationen World Federation of Advertisers.

Garms formål er at hjælpe selskaber med at sikre, at deres annoncer og reklamer ikke bliver sat i en sammenhæng med illegalt og skadende indhold. I alt har de flere end 100 medlemmer.

Det er dog kun fire af medlemmerne, der er specifikt nævnt i søgsmålet, og som ifølge X var en del af konspirationen. Udover Ørsted tæller de sagsøgte store selskaber som Unilever, Mars og sundhedsgiganten CVS Health.

X ønsker en retssag, hvor det bliver anerkendt, at selskabernes påståede boykot er ulovlig. Desuden kræver X en "ikke specificeret økonomisk erstatning", fremgår det af det 44 sider lange sagsanlæg.

I dokumenter fra retten i Texas fremgår det, at en medarbejder fra Ørsted gennem mere end et halvt år - fra september 2022 til maj 2023 - er i kontakt med Garm for at få råd til, hvad den danske enerigigant skal stille op.

- Jeg rækker ud til jer for at høre, om det er muligt at arrangere et møde og høre om jeres perspektiver om Twitter-situationen (det daværende navn for X, red.) og et potentielt boykot fra mange virksomheder, lyder det i en mail fra 4. november 2022.

I dokumenterne kan man ikke se, hvilken Ørsted-medarbejder, der er i kontakt med Garm. Afsenderadressen er nemlig streget over. Til gengæld kan man se, at modtageren er Robert Rakowitz, der er den øverstansvarlige hos Garm.

Ti dage senere skriver samme medarbejder fra Ørsted igen en mail til Garm.

- Det ser ud til, at nogle bureauer nu anbefaler deres klienter at sætte al deres annoncering på platformen på pause.

- Vi vil gerne komme med en løsning til vores topledelse, der er baseret på jeres anbefaling, lyder det i mailen.

Ørsted trak sig fra Twitter, viser mail

Det ender med, at Ørsted stopper med at annoncere på Twitter, der i dag har skiftet navn til X.

I en mail fra april 2023, skriver Ørsted-medarbejderen til Garm og beder om en opdatering på, hvad der sker på Twitter, og hvordan platformen har ændret sig siden Elon Musks overtagelse.

- Baseret på jeres anbefalinger, så har vi stoppet al betalings-annoncering, fordi platformen er rimelig usikker grundet Elon Musks beslutning om at fyre en del medarbejdere, og derfor er der kun lidt kontrol over platformen, skriver medarbejderen, der kalder Twitter en vigtig platform for Ørsted, som selskabet overvejer at gå tilbage til.

- Vi er bare nødt til at vide, hvornår platformen er sikker igen.

Garm svarer, at den ikke er kommet med nogen anbefaling om, hvorvidt Ørsted skal blive på Twitter, og at den beslutning udelukkende er op til den enkelte virksomhed.

Nyhedsbureauet Reuters har talt med Christine Bartholomew, som er professor ved universitet i Buffalo og ekspert i karteldannelse.

Hun vurderer, at søgsmål som dette kan være svære at komme igennem med.

X vil i retten skulle vise, at der var en boykotaftale, som alle annoncørerne tilsluttede sig.

Professoren forklarer, at den slags aftaler for eksempel kan være mere uformelle.

Selv hvis X får medhold, kan det sociale medie ikke tvinge selskaber til at betale for annoncer på sin platform, tilføjer hun.

DR Nyheder har været i kontakt med Ørsted, der i en mail oplyser, at selskabet 'ingen kommentarer' har til sagen. Flere internationale medier har forsøgt at få en kommentar fra de andre sagsøgte uden held