Anders Eldrup vinder voldgiftssag mod Dong Energy, erfarer TV2 Finans. Nu får Eldrup 8,7 millioner kroner.
Dong Energys tidligere topchef Anders Eldrup vinder en voldgiftssag mod sin tidligere arbejdsgiver og skal have udbetalt 8,7 millioner kroner i løn for sin opsigelse. Det erfarer TV 2 Finans.
På det helt afgørende punkt mener voldgiftsretten ikke, at Anders Eldrup har misligholdt sin ansættelseskontrakt ved at udbetale høje lønninger til medarbejdere i vindmølledivisionen.
Må ikke offentliggøre kendelse
Efter voldgiftklausulen må parterne ikke offentliggøre selve kendelsen. Men Anders Eldrup siger i en pressemeddelelse, at han er "meget tilfreds" med, at sagen nu er afsluttet.
- Jeg er glad og meget tilfreds med udfaldet. Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg har handlet korrekt og i overensstemmelse med Dongs interesser.
- Der er talt og skrevet meget om sagen. Nu kan jeg lægge den bag mig og fokusere på de mange nye aktiviteter, jeg har engageret mig i efter min fratræden fra Dong, siger Anders Eldrup i pressemeddelelsen.
Fyret i marts 2012
Anders Eldrup blev fyret som direktør for Dong Energy i marts 2012.
Efterfølgende konkluderede Dongs egen advokatundersøgelse, at Anders Eldrup havde tilsidesat sine forpligtelser som administrerende direktør ved at give fire ansatte i Dong meget høje lønninger og andre usædvanlige ansættelsesvilkår.
På den baggrund valgte Dongs bestyrelse alene at udbetale løn til Anders Eldrup i den 12 måneder lange opsigelsesperiode, som han var berettiget til, og ikke den fulde fratrædelsesgodtgørelse.
Glæde i Djøf
Det fik Anders Eldrup til at indlede en voldgiftssag støttet af fagforeningen Djøf, som også glæder sig over udfaldet af sagen.
- I Djøf er vi meget tilfredse med afgørelsen. Vi ser kendelsen som en klar oprejsning til Anders Eldrup.
- For Djøf er det centralt, at en arbejdsgiver naturligvis skal respektere vilkårene i ansættelseskontrakten, når et ansættelsesforhold skal bringes til ophør, siger Allan Luplau, formand for Djøf Privat, i en pressemeddelelse.
Dong har foreløbig ingen oplysninger om sagen.
/ritzau/