Tanken om at miste jobbet og månedslønnen betyder, at størstedelen af de danske lønmodtagere i dag er medlemmer af en a-kasse. Men faktisk er den såkaldte dækningsgrad, dvs. den del af lønnen dagpenge dækker, faldende. Derfor undrer det eksperter, at Dagpengekommissionen ikke har taget fat på den grundlæggende udfordring.
- Vi har set et fald i dækningsgraden de sidste 15-20 år, og man vil se et endnu større fald i de kommende år, fordi man har ændret på den måde man regulerer dagpengenes størrelse på. Det betyder, at for mange med mellem eller høj indkomst, vil dagpengesystemet ikke være særlig interessant at betale til på længere sigt. Den vigtige problematik har rapporten slet ikke taget fat i, konstaterer Professor Bent Greve, fra Roskilde Universitet.
Og almindelige lønmodtageres overvejelser om, hvorvidt det kan svare sig at betale til en arbejdsløshedsforsikring, kender man også i bankverdenen. Selvom udviklingen under krisen er vendt en smule, fordi en gruppe er blevet nervøse for at blive fyret, så er der stadig flere bankkunder, der stiller spørgsmålstegn ved om a-kassedækningen er værd at betale til.
- Generelt så er der flere og flere, der finder ud af, at det ikke er det helt store, man får i dagpenge. Hvis man har en gennemsnitlig løn på det private arbejdsmarked, så er det kun cirka halvdelen af sin indtægt man beholder på dagpenge, og det bliver værre de kommende år. Det er en udfordring til systemet som denne her rapport ikke tager fat i, siger privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank.
Vellønnede kan fravælge a-kassen
Udover at rapporten slet ikke peger på, hvordan udfordringen med den faldende dækningsgrad løses, så kan de forslag, der er lagt frem gøre a-kasseforsikring endnu mindre attraktiv for en stor gruppe på arbejdsmarkedet.
Det handler eksempelvis om kommissionens forslag om, at man indfører to karens-dage hver tredje måned, dvs. dage, hvor man ikke kan få dagpenge.
- Det bliver ikke mere attraktivt at være medlem af en a-kasse, hvis man ser det fra den privatøkonomiske side. Faktisk vil der være nogen af de vellønnede der tænker at det der med en karensdag hver tredje måned med til at gøre det lidt mindre attraktivt.
Fordi dagpengesystemet er offentligt støttet, så er det stadig en billig måde at forsikrer sig på. Men når dækningen halter bagefter lønningerne og udgifterne på familiens budgetkonto slet ikke kan dækkes, så giver det en ubalance, som man bør se på mener privatøkonomen.
- Vi anbefaler stadig folk at være medlem af en a-kasse, fordi det er en billig forsikring. Men jeg synes faktisk, det er et problem i systemet i dag, at folk med en god løn og folk med en lav risiko for at blive arbejdsløse, de skipper A-kasserne. Det kan på sigt skade fleksibilitet på jobmarkedet, siger privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank.
I en tidligere udgave af denne artikel stod juraprofessor Vagn Greve som kilde. Det var en fejl.