Det er et klokkeklart tegn på, at Post Danmark er økonomisk hårdt presset, når de er nødt til at afskedige 770 medarbejdere.
Sådan lyder det fra professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, som har speciale i offentlige virksomheder.
- Post Danmark er en patient, som i stigende omfang skal have kunstigt åndedræt. Indtil videre er de nok niveauet før en respirator, men det er jo ikke en patient, som man kan få op på fordums styrke igen, forklarer professoren med speciale i offentlige virksomheder.
Ifølge Per Nikolaj Bukh er det ledelsen, der har ansvaret for den situation, som virksomheden befinder sig i. Han understreger dog også, at Post Danmark har været meget udfordret af vilkår, som de ikke har haft indflydelse på.
Det skyldes blandt andet, at der sendes færre og færre breve ligesom markedet omkring pakkeudbringning er præget af hård konkurrence. Den vurdering deles af professor i strategi og forretningsudvikling på Aalborg Universitet Anders Drejer.
- Post Danmark er jo endt i den her situation, fordi de ikke har reageret på det, som sker i markedet. Nemlig at brevmængden falder samtidig med, at det som er meget lukrativt for dem – nemlig pakkeposten - er udsat for massiv konkurrence. Den udvikling har de simpelthen ikke magtet at reagere på, siger han.
På pakkepostmarkedet har Post Danmark dog også befundet sig i en særlig situation, forklarer Per Nikolaj Bukh. De har nemlig ikke måtte blande økonomien på brevudbringningen – som de har monopol på – sammen med pakkeudbringningen, som er liberaliseret.
- Det er der blevet vogtet meget skarpt over, så den mulige konkurrencekraft, som de selvfølgelig har haft, den har de ikke haft lov til at bruge. Så det er en svær situation, forklarer han.
Begge professorer ser altså et postvæsen, som er særdeles trængt. Men hvor Per Nikolaj Bukh forudser, at Post Danmark til sidst må støttes af staten for at få brevudbringningen til at hænge sammen økonomisk, ser Anders Drejer også en række styrker ved Post Danmark.
- Der er rigtig mange, som gerne vil lægge Post Danmark i graven. Det tror jeg, man skal lade være med, for de har trods alt en markedsposition og en adgang til os danskere, som de kunne udnytte til at skabe nye pengestrømme til at erstatte dem, som forsvinder, siger han.