Efter milliardsvindel: Skat igen klar til at tilbagebetale udbytteskat

- Men vi kommer aldrig i en situation, hvor vi kan være 100 procent sikre på ikke at blive snydt, siger indsatsdirektøren i Skat.

Det er en ordentlig pukkel af sager, der har hobet sig op, siden Skat stoppede udbetaling af udbytterefusion i august. Cirka 27.000. (© Colourbox)

Skat går inden længe i gang med at tilbagebetale udbytteskat til udenlandske aktionærer.

Sagerne har ellers været stoppet, siden Skat i august opdagede snyd med refusionerne for mere end ni milliarder kroner.

Men nu er Skat klar til at håndtere de mange sager, som venter, lyder det fra indsatsdirektøren i Skat, Jim Sørensen.

- Vi laver en proces med så lav risiko som overhovedet muligt, siger han.

Skat har 27.000 sager liggende, og det haster med at få dem behandlet, da Skat højst har seks måneder til at håndtere sagerne, før der løber strafrenter på.

- Vi er i fuld gang med at gøre alle sagerne klar, vi har masser af folk sat på opgaverne, så vi regner med – på langt de fleste af sagerne – at overholde den her seks måneders frist, siger Jim Sørensen.

På trods af flere medarbejdere og nye kontroller vil han ikke garantere, at der ikke kan snydes med udbytte-refusionen.

- Medmindre man i Danmark vælger at kontrollere alt og alle, vil man aldrig kunne garantere fuldt ud, siger han.