Efter 48 timers pause for at sejle ind i Det Røde Hav som følge af den yemenitiske houthi-bevægelses angreb på containerskibet ”Maersk Hangzhou”, har Mærsk besluttet at stoppe al transport gennem havet på ubestemt tid.
Det oplyser rederiet i pressemeddelelse tirsdag.
- En undersøgelse af hændelsen er i gang, og vi vil fortsætte med at stande al fragt gennem området, mens vi vurderer den konstant udviklende situation yderligere, skriver rederiet.
Containerskibet blev i weekenden angrebet to gange på under et døgn, da det skulle igennem Bab el-Mandab-strædet ud for Yemen, som forbinder Det Røde Hav med Adenbugten.
Første gang lørdag aften med et missilangreb, og søndag morgen blev det angrebet af fire mindre både, hvorfra der blev skudt mod skibet, ligesom personerne i bådene angiveligt forsøgte at komme ombord.
To amerikanske militærhelikoptere kom containerskibet til undsætning, sænkede tre af bådene og dræbte besætningerne. Den fjerde båd flygtede fra området.
Problem for verdenshandlen
Ifølge DR’s økonomikorrespondent, Casper Schrøder, har Mærsk reelt ikke haft et andet valg end at stoppe:
- Angrebet har vist, at det ikke er sikkert, og de seneste døgn er situationen blevet stadig mere uforudsigelig. Nogle af dem, der arbejder på skibene, vil nok spørge, om det overhovedet var forsvarligt at genoptage sejladsen efter den første pause i december, eller om der blev gamblet med sikkerheden.
- Jeg er sikker på, at Mærsk sætter besætningernes sikkerhed meget højt, men i sidste ende er det også et spørgsmål om penge. Det handler ikke kun om Mærsk. 12 procent af verdenshandlen går gennem Det Røde Hav og Suez Kanalen. Mellem jul og nytår sejlede omkring halvdelen af den normale trafik en anden vej. Det gør søfragt dyrere, og det er en regning, der sagtens kan ende hos forbrugerne af de varer, som ligger i containerne, siger Casper Schrøder.
Mærsk har tidligere oplyst, at det forlænger sejlturen med 10-20 dage at sende skibene syd om Afrika.
Alene i brændstof betyder omvejen på 6.000 kilometer øgede udgifter på knap syv millioner kroner per tur, vurderede analysefirmaet Xeneta.
Samarbejde om sikkerhed
De mange angreb på skibe i farvandet gjorde, at en international koalition med USA i spidsen, hvor man vil hjælpe hinanden med at gennemføre fælles patruljer i området for at beskytte skibene.
Samarbejdet tæller blandt andre lande som Storbritannien, Canada og Seychellerne.
- Dette er en international udfordring, der kræver kollektiv handling. Angrebene truer den frie handel i området, sætter uskyldige søfolks liv på spil og bryder med internationale love, siger den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, i den forbindelse, som du kan læse mere om her.
Det er Houthi-bevægelsen, der har taget ansvaret for angrebene, hvor de enten har affyret missiler mod skibene eller har bordet dem.
I første omgang bidrog Danmark med én officer til samarbejdet. Men den 29. december annonceret regeringen, at man ønsker at sende en fregat afsted, i hvad forsvarsminister Troels Lund Poulsen kaldte en "alvorlig mission".
- Det er sådan, at skibe bliver angrebet af houthierne, og derfor skal man selvfølgelig også kunne være i stand til at forsvare sig selv, og det kommer fregatten også til, sagde forsvarsministeren.
- Derudover er det her også for at sikre den fri verdenshandel.
Præcisering: Lloyd Austin har sagt, at Frankrig og Spanien er med, hvilket tidligere fremgik af artiklen, men det er kun delvist korrekt. Frankrig er tilstede i Det Røde Hav, dog ikke som en del af koalitionen, men under eget flag. Spanien har sagt, at de ikke deltager.