Efter DR-afsløring: 7.000 nummerplader sendt til klipning hos politiet

Skattestyrelsen har sendt 15.000 trusler om nummerpladeklipning til skyldnere.

For første gang i over syv år klipper politiet plader for Skattestyrelsen. Det er blevet til godt 600 nummerplader ind til nu. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Langt om længe er der hul igennem til it-systemerne hos politiet, efter Skattestyrelsen i over syv år ikke har sendt en eneste nummerplade til klipning hos politiet.

Foreløbig har 15.000 bil-ejere fået besked om, at de risikerer at få deres nummerplader klippet.

Ud af dem har Skattestyrelsen bedt politiet klippe pladerne på 7.000 biler.

- Der har været en for stor gruppe, som ikke har betalt, og der har vi foreløbigt sendt 15.000 varslingsbreve ud til borgere og virksomheder, hvor vi har skrevet, at hvis de ikke betaler, så sender vi til inddragelse hos politiet, siger Peter Thorgaard, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

I februar kunne DR afsløre, at en kommunikationsbrist mellem systemerne hos politiet og skatteforvaltningen havde givet et efterslæb på op mod 200.000 danskere, som kørte rundt i biler, der skulle have nummerpladen klippet.

Siden har Skattestyrelsen først manuelt og senere med hjælp fra en robot sendt de 15.000 breve med trusler om nummerpladeklipning ud til borgere og virksomheder.

- Vi har haft den udfordring, at vi ikke har kunnet sende nummerplader til inddragelse, når folk ikke betalte deres motorafgifter. Der var et led over mod politiet, hvor kommunikationen har været udfordret, siger Peter Thorgaard.

130.000 kan se frem til varsling

I alt er det lykkes Skattestyrelsen at hive 32 millioner kroner ind på trusselsbrevene, mens 7.000 nummerplader altså er sendt til inddragelse til politiet.

Flere af disse er dog siden trukket tilbage, fordi bilejeren, efter varslingsperioden er udløbet, har betalt.

Peter Thorgaard fortæller, at politiet foreløbigt har sat saksen i godt 600 nummerplader, fordi køretøjets ejer ikke har betalt motorafgifter.

Ifølge Skattestyrelsens seneste opgørelse mangler der fortsat at blive sendt varslingsbreve ud til 130.000 bilejere, som skylder godt 200 millioner kroner i motorafgifter.

- I januar regner vi med at kunne sende ud til yderligere 5.000. Min forventning er, at vi minimum har opskaleret til 50.000 varslingsbreve i 2020, siger Peter Thorgaard.

Langt størstedelen af de ubetalte regninger er fra tiden efter 2018, fordi Skattestyrelsen typisk sender de ubetalte motorafgifter over til Gældsstyrelsen, som er statens inkassoselskab.

De største fisk først

Selv om Skattestyrelsen foreløbigt kun har sendt varslingsbreve ud til omkring 10 procent af skyldnerne i bunken, er styrelsen startet med de største skyldnere.

Det betyder, at der allerede er udsendt varslingsbreve for 61 millioner kroner ud af de i alt 212 millioner kroner.

- Det er klart, at når vi gør det her og får det til at virke, så har vi en forventning om, at de her 150.000 vil falde ganske betydeligt. Så det er ikke nødvendigvis min forventning, at vi nødvendigvis kommer til at sende breve ud til samtlige 150.000. Men jeg forventer, at tallet vil falde, når det går op for folk, at vi er i gang med den her indsats, siger Peter Thorgaard.

Sidste år blev der opkrævet motorafgifter for 35 milliarder kroner. 98 procent blev betalt korrekt.