Du kan få meget sommerhus for en million

Sommerhus et stenkast fra vandet behøver ikke at koste en bondegård

I Hornbæk kan du få, hvad der svarer til en garage for en million kroner. Men andre steder i landet kan du købe et helt, godt sommerhus for under en million kroner.

Er du en af dem, der lige nu jager det fede sommerhus. Helst tæt på vandet. Og tænker at det nok bliver dyrt. Så er der ingen grund til panik.

For det er stadig muligt at få en sommerhybel til under 1 million kroner – også når den ligger under 100 meter fra vandet. Faktisk er der lige nu 89 sommerhuse til salg - lige i vandkanten - på den billige side af millionen. Det fremgår af helt nye tal fra boligsiden.dk.

Danmarks pt billigste sommerhus under 100 meter fra vandet ligger på Askø i smålandsfarvandet nord for Lolland og kan erhverves for 265.000 kroner.

Er du villig til at acceptere en afstand på 200 meter til vandet, er der 438 sommerhuse til salg i det danske sommerland til under 1 mio. kr..

Færre billige huse

Men der bliver faktisk stadig længere mellem de billige sommerhuse.

I maj 2016 var der på landsplan 6236 sommerhuse til salg for under 1 mio. Det tal er nu faldet til 5418.

Det er især i Vest- og Sydsjælland, at tallet er faldet – med mere end 200 siden maj 2016.

Alligevel er Vest- og Sydsjælland stadig den landsdel, hvor det bedst kan svare sig at gå på sommerhusjagt med max en million på lommen:

- Det er sådan, at gennemsnitsprisen for sommerhuse i hele landsdelen syd- og Vestsjælland, den er lige præcis 1 mio. Så derfor har de jo rigtig meget at vælge i mellem, forklarer direktør for Boligøkonomisk Videnscenter Curt Lilliegreen.

Med 1697 sommerhuse ligger en tredjedel af landets sommerhuse til under 1 mio. kroner i Syd- og Vestsjælland.

I enkelt kommuner stiger antallet af sommerhuse til under 1 mio. stadig. Mest markant i Lollands Kommune, hvor der nu er 260 sommerhuse til salg for mindre end en million. Det er 20 flere end for et år siden.

En garage for en million

I Nordsjælland stiger sommerhuspriserne – modsat resten af landet. Det er da også her, du får mindst for en million:

- Du får lidt mindre end en garage. Du får en 8-9 kvm. på en god dag, siger Curt Liliegreen.

Flere af Danmarks dyreste sommerhuse ligger i netop Nordsjælland og er lige nu til salg for mellem 15-20 mio. kroner:

- Det, du betaler for her, det er beliggenheden. Det er grunden. Det er ikke bygningerne. Folk, der vil have et sommerhus her, de vil have en ugeneret grund med havudsigt, og de vil bo i et område, hvor de har fred og ro. Det er folk, der har så mange penge, at de ikke behøver at skilte med dem, siger Curt Liliegreen.

Hvordan du får mest sommerhus for pengene - det tjekker magasinet Penge, DR1 kl. 21:55