Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man skal ridse tendenserne op på det danske boligmarked i øjeblikket.
- Det er et meget fragmenteret marked, siger DR's Erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin.
Tendenserne er meget forskellige alt efter, om man taler om huse, ejerlejligheder eller land og by.
Boligboble eller ej?
Boligøkonomer er i øjeblikket meget uenige om, hvorvidt vi er på vej ind i en ny boligboble eller ej. Det drejer sig især på København, hvor priserne på ejerlejligheder i nogle områder stiger meget voldsomt.
Nina Munch-Perrin afviser dog, at der er tale om en boligboble.
- Det korte svar er nej, der er ikke en boligboble i øjeblikket. Men der er nogle steder, hvor tingene går helt vildt hurtigt, men der er tale om nogle få postnumre i København. Det drejer sig hovedsagligt om Frederiksberg, Østerbro og Indre København.
Røde ører
En boligboble opstår, når priserne er for høje i forhold til underliggende økonomiske parametre som renter, arbejdsløshed, indtægtsforhold og prisen på at opføre nye boliger.
Finanskrisen i 2008 blev blandt andet hjulpet godt på vej af en boligboble, der også ramte i Danmark.
Nina Munch-Perrin forklarer den ivrige diskussion om boligboble eller ej blandt økonomer og medier med, at man har røde ører.
- Der var enormt meget kritik af, at eksperter og medier ikke fangede den sidste boligboble i tide. Det skal man tage med i det her. Vi er bange for ikke at fange den, når den måske kommer igen.
Huspriser i bund
Men kigger man ud over Valby Bakke, skal man ikke langt, før det er ret svært at sælge sin bolig.
- Vi skal ikke særlig langt væk fra København, så er priserne slet ikke kommet op. I Ballerup, Tårnby og Albertslund er det ikke særlig sjovt at være lejligheds- eller husejer i dag, siger Nina Munch-Perrin.
Tal som Boliga har analyseret for DR Nyheder viser da også, at 44 af landets 98 kommuner blev villaer og rækkehuse i årets første kvartal solgt til en lavere pris per kvadratmeter end på samme tid sidste år.
Bliver i byen
Årsagerne skal blandt andet findes i, at folk søger mod de store byer, og at børnefamilierne ikke i samme grad som tidligere flytter til forstaden for at købe hus med have.
- Tidligere har vi talt om land versus by. Det er bare ikke den opdeling, der er gældende længere. Vi skal også tale hus versus lejligheder, siger Nina Munch-Perrin.
Desuden er der mange ældre, der bor i de kommuner, hvor det er svært at sælge bolig, hvilket bare gør problemet endnu værre.
- Der bor mange ældre i de områder, hvor udbuddet af boliger er stort. I takt med, at der ikke kommer nogle unge derud, så ligger der et endnu større problem forude, når de ældre ikke længere skal bo i deres boliger, fordi de går bort eller skal på plejehjem.
Hvad skal der ske med de huse, der står til salg?
- Det er en ond cirkel, som der ikke er nogen umiddelbar løsning på. Eksperter siger, at de enkelte kommuner bliver nødt til at arbejde med en afviklingsplan, før de kan arbejde med en udviklingsplan, siger Nina Munch Perrin.