Skatteunddragere og andre med forbindelse til advokatselskabet Mossack Fonseca i Panama kan godt forvente, at telefonen kommer til at gløde i den kommende tid.
I hvert fald offentliggør den internationale organisation for undersøgende journalistik, ICIJ, i aften en gigantisk database med navne på 200.000 selskaber, fonde og personer, der er nævnt i Panama-papirerne. Også danskere og deres adresser. Dem vil der være omkring 50 af, anslår Politiken.
Dermed er vejen banet for nysgerrige sjæle, som vil have sat navn og ansigt på Panama-lækkets hovedpersoner - de aktionærer og ejere, som ikke kan ses ud af de officielle selskabsregistre.
- Det vil give for eksempel skattemyndigheder eller nysgerrige journalister en mulighed for at kontakte nogle personer for at høre, hvad det er, man har haft i det her selskab i Panama, og hvorfor man har haft det, siger Søren Kristensen, som er journalist i DR Dokumentar og medlem af ICIJ.
Han har haft adgang til samtlige 11.5 millioner dokumenter, som er blevet lækket.
Som et selskabsregister
Det er dog langt fra alle dokumenterne, der bliver offentliggjort.
Det internationale konsortium af undersøgende journalister vil ikke offentliggøre optegnelser af bankkonti, finansielle transaktioner, mails og andre korrespondancer, der indeholder oplysninger som pas og telefonnumre, lyder det.
Blandt de danske virksomheder og personer, som allerede har trukket overskrifter i medierne, er forretningsmændene Torben Dal og Harry Rosenberg, samt de to banker Jyske Bank og Nordea.
Men danskerne skal ikke forvente at se alle oplysninger om dem, siger Søren Kristensen om den kommende offentliggørelse:
- Jeg tror, man skal se på det som en navne- og selskabsoversigt, ligesom vi har et selskabsregister herhjemme i Danmark. Du får nogle navne og nogle selskaber og formentlig også deres danske adresse, men så ikke meget mere end det, siger Søren Kristensen og fortsætter:
- Du får ikke de mails og alle mulige andre ting, som vi journalister har kunnet grave i. Det vil ICIJ ikke offentliggøre.
Panama-papirerne har i mere end en måned skabt overskrifter over hele kloden og kostet ministre deres poster i flere lande. Klokken 20.00 dansk tid bliver en del af lækagen gjort offentlig tilgængelig.