I 2012 betalte alle olieproducenter i Nordsøen olieskat - bortset fra statens eget energiselskab Dong.
Det viser Danmarks første kortlægning af de enkelte oliefirmaers udvinding og skattebetaling fra Nordsøen 2012, foretaget af P1 Dokumentar.
På trods af en produktion i Nordsøen på fem millioner tønder råolie betalte Dong nul skattekroner, men ifølge Karsten Anker Petersen, der er kommunikationschef i Dong, er der en simpel forklaring bag.
- Det er sådan, at vi er ved at opbygge vores olieforretning i den danske del af Nordsøen, og det betyder, at vi over de seneste syv-otte år har investeret cirka 11 milliarder kroner, og skattesystemet er jo lavet så simpelt, at man gerne vil have, at selskaberne investerer for senere hen at få indtjening og dermed skattebetaling, siger han.
- I de her år er vi stadig ved at opbygge, og derfor går der nogle år, før vi rent faktisk kommer til at levere indtjening og dermed skattebetaling, siger Karsten Anker Petersen.
Se hele interviewet med Dongs kommunikationschef Karsten Anker Petersen, der forklarer, hvorfor Dong ikke betaler skat af Nordsøolien, i videoen i toppen af artiklen.