Flemming Østergaard er fra i dag på anklagebænken i en sag, som en af landets førende juridiske eksperter kalder for den største nogensinde om kursmanipulation i Danmark.
Den tidligere bestyrelsesformand er sammen med flere andre tiltalt for grov kursmanipulation med Parken-aktier.
- Det er den største sag af sin art nogensinde herhjemme, fordi det er en både meget stor og meget principiel sag. Det handler om tilbagekøb af aktier over en meget lang periode, med mange handler og for meget store beløb, siger juraprofessor ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted.
Sagen udspillede sig i 2007 og 2008
Sagens kerne er, at Parken tilbage i 2007 og 2008 over en periode på knap et år tilbagekøbte 95.000 af selskabets egne aktier til en samlet værdi af 113 mio. kr.
Men aktiekursen var ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International krimalitet (SØIK) pumpet ulovligt op.
Det skete ifølge anklagerne ved, at Østergaard "bemyndigede, instruerede og tilskyndede" Parkens daværende direktør, Jørgen Glistrup, til at indlægge købsordrer og handler ind på Parken-aktier via værdipapirhandlere i FIH Erhvervsbank og Capinordic Bank. Samlet set drejer det sig om tusindvis af enkeltstående købsordrer og handler.
Kursmanipulation svært at bevise
På den måde blev der skabt efterspørgsel på aktien, og mens kursen var kunstigt høj, udnyttede Flemming Østergaard en række aktieoptioner til at sikre sig en fortjeneste på 15,5 mio. kr.
- Nogle former for kursmanipulation kan være meget lette, platte og banale at opklare. Dem der er svære, er dem, hvor man skal trække grænserne omkring lovlig handel på markederne. Der er ikke noget galt i at købe egne aktier op, spørgsmålet er bare, hvordan det foregår. Og der er grænserne meget flydende, siger Lars Bo Langsted.
Ifølge Langsted udpeger anklageskriftet Flemming Østergaard til hovedmanden, og hvis Don Ø. bliver dømt, er juraprofessoren overbevist om, at det ender med en ubetinget fængselsstraf.
Don Ø risikerer ubetinget fængsel
Strafferammen for grov kursmanipulation er i dag seks års fængsel, men denne sag drejer sig om mulig manipulation tilbage i 2007 og 2008, og dengang var rammen fire års fængsel.
- Jeg vil meget nødig udtale mig konkret om denne sag. Men hvis det ender med en domfældelse og ikke en frifindelse, er jeg ikke i tvivl om, at der bliver tale om en meget lang ubetinget frihedsberøvelse og måske også en bøde, siger Lars Bo Langsted.
Både Flemming Østergaard og den tidligere Parken-direktør Jørgen Glistrup nægter sig skyldige i anklagerne. To andre personer er også tiltalt, men begge beskyttet af navneforbud.
Der er afsat 35 retsdage til retssagen, og den ventes tidligst afgjort med udgangen af marts.