DOKUMENTATION Fra fem siders omtale til ingen - pist væk var OW Bunker datterselskab

Først fyldte problembarnet DOT, der var med til at lede OW Bunker til konkurs, fem sider i salgsmaterialet. Men så forsvandt ordet.

Da OW Bunker skulle på børsen i marts, var datterselskabet DOT, Dynamic Oil Trading, der senere var med til at føre OW Bunker til konkurs, ikke nævnt med et ord. Året forinden fyldte DOT ellers fem sider i en salgsopstilling, som DR Nyheder har fået. (© DR)

Slå op på siden 66 i salgsmaterialet for OW Bunker fra marts 2013 - og læs så fem sider frem. De handler alle om det samme datterselskab: Dynamic Oil Trading, DOT.

Men året efter, da OW Bunker skulle på børsen, blev DOT ikke nævnt i den 189 sider lange salgsopstilling, prospektet. Ikke med et eneste ord.

Det var ellers datterselskabet, der senere var med til at føre bunkervirksomheden til konkurs.

Salgsopstillingen fra 2013, som DR Nyheder har fået, fortæller ellers stolpe op og stolpe ned om DOT.

DOT skulle tjene 54 millioner

Over fem sider med farvestrålende grafer kan du læse, at selskabet skal gå efter en højere profit ved at acceptere en lidt højere risikoprofil.

DOT bliver fremhævet som et selskab, der skal være med til at få OW Bunker frem i verden.

Men som bekendt gik det slet ikke sådan, som salgsmaterialet i 2013 lagde op til: OW Bunker gik konkurs i november efter at have været på Københavns Fondsbørs i mindre end et år.

Konkursen blev blandt andet udløst af påstået svindel i netop DOT på op mod 745 millioner kroner.

Roadshow med DOT ombordLænge havde kapitalfonden Altor, der ejede OW Bunker forsøgt at komme af med selskabet.

I 2013 turnerede OW Bunker rundt med salgspræsentationen, hvor DOT var omtalt i, til en række potentielle købere.

Ifølge DR Nyheders oplysninger endte roadshowet med to konkrete bud på henholdsvis 275 og 375 millioner USD.

Altor ville dog have flere penge for bunkervirksomheden - og derfor valgte Altor at børsnotere OW Bunker.

Men da selskabet skulle børsnoteres, hvilket det blandt andet blev via investeringsbanken Carnegie, der også er ejet af Altor, var DOT helt pist væk og ikke nævnt med et ord i prospektet. Det er det papir, som man som interesseret aktionær ellers skal kunne læse alt om virksomheden i.

Altor afviser kritik

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få et interview med repræsentanter fra kapitalfonden Altor, der har afslået og i stedet har sendt en række svar på mail.

I mailen beklager kapitalfonden udviklingen i OW Bunker, men afviser kritikken. Blandt andet afviser de, at OW Bunker var baseret på spekulation.

Reelt var det visionen, at DOT skulle tjene 54 mio kroner til OW Bunker før skat allerede i 2015.