DR Nyheder har forgæves forsøgt at få et interview med repræsentanter fra kapitalfonden Altor, der har afslået og i stedet har sendt en række svar på mail.
I mailen beklager kapitalfonden udviklingen i OW Bunker, men afviser kritikken. Blandt andet afviser de, at OW Bunker var baseret på spekulation.
- Kerneforretningen var at levere brændstof til skibe, skriver Altor.
De afviser også, at man burde have nævnt datterselskabet i Singapore, Dynamic Oil Trading, i prospektet.
Retvisende billede
- OW Bunkers børsprospekt er et koncernprospekt, hvor kun væsentlige datterselskaber beskrives særskilt, skriver Altor.
Endelig afviser kapitalfonden, at prospektet ikke var retvisende.
- Efter vores opfattelse giver prospektet et retvisende billede af OW Bunker på tidspunktet for børsnoteringen, lyder det i mailen.
Kapitalfonden Altor har afslået at lade sig interviewe - men har sendt et fire sider langt brev til DR, hvor de beklager OW Bunker-udviklingen. Læs her svarene på de punkter, der kommer frem i 21 Søndag