Dømt for at lade ansat arbejde over

Den danske virksomhed OBH-gruppen er blevet dømt for at lade en medarbejder arbejde op mod 60 timer om ugen - og dermed overtræde EU's direktiv, om at ansatte ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen.

Den danske virksomhed OBH-gruppen er blevet dømt for at lade en medarbejder arbejde op mod 60 timer om ugen - og dermed overtræde EU's direktiv, om at ansatte ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen. (Foto: © Asger Ellekrog)

For første gang er en dansk virksomhed blevet dømt for at overtræde EU's direktiv, om at ansatte ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen.

Sagen drejer sig om en ingeniør, der i en periode havde arbejdsuger på op mod 60 timer om ugen hos OBH-gruppen, der har hovedsæde i Odense.

Sygemeldt med stress

Han sagde nej til at arbejde de mange timer, men fik i stedet flere arbejdsopgaver, og han endte med at blive sygemeldt med tegn på mavesår og stress.

Byretten i Odense har dømt virksomheden for overtrædelse af 48 timers-reglen. Og dommen er en vigtig sejr, mener formand for Ansatte Ingeniørers Råd, Ole Høyer Jensen.

Dommen er vigtig

- Det er en fantastisk god dom, fordi den sætter nogle grænser for, hvad arbejdsgiveren egentlig kan pålægge medarbejderen. Jeg er lidt i tvivl om, hvor meget virksomhederne vil ændre adfærd. Jeg tror, de skal hjælpes til at ændre adfærd, siger Ole Høyer Jensen til Radioavisen.

Også forsker Flemming Ibsen mener, at dommen er vigtig. Han siger til Fyens Stiftstidende i dag, at han mener, at dommen er et klart signal til arbejdsgiverne om at det ikke går at holde på de ansatte mere end 48 timer om ugen.

Ingeniøren fik en erstatning på én månedsløn. Sagen er anket af Ingeniørforeningen til landsretten, skriver Fyens Stifsttidende.