Han havde ikke styr på de nye ejendomsvurderinger, der nu er blevet udskudt for sjette gang.
Og så er der massive problemer med et nyt it-system til gældsinddrivelse.
Alligevel kan den nu tidligere styrelsesdirektør Andreas Berggren se frem til et gyldent håndtryk i millionstørrelsen.
Efter kun to år og to måneder på posten som direktør for Udviklings- og Forenklingsstyrelsen blev Andreas Berggreen tidligere på ugen bedt om at tage sit gode tøj og gå.
DR Nyheder har fået aktindsigt i kontrakten for styrelsesdirektøren, og her fremgår det, at den nu tidligere styrelsesdirektør har ret til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 12 måneders løn.
Dermed kan Andreas Berggreen, som er den næsthøjest lønnede styrelsesdirektør under Skatteministeriet, se frem til at modtage hele sin årsløn på 1,34 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse.
At han nu kan se frem til et så substantielt gyldent håndtryk vækker vrede blandt politikere på Christiansborg.
- Det er rystende. Det er sådan set klogt nok, at man skiller sig af med styrelsesdirektøren, efter at der har været rod i systemet, lyder det fra Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær.
- At manden, der har været med til at klokke i det, får over en million kroner i gyldent håndtryk, det er meget skidt. Jeg kan godt forstå, hvis der sidder mange ude i stuerne og er rystede over det, fortsætter han.
It-problemer har ført til afgang
Ifølge DR’s kilder var det særligt problemerne med skattevæsenets it-systemer, som Berggreen havde hovedansvaret for som direktør i styrelsen, der førte til hans afgang.
Den erfarne skattemedarbejder – der har været den del af Skatteministeriet siden 2012 - stoppede nemlig mandag med øjeblikkelig virkning to dage før, at de nye ejendomsvurderinger blev udskudt til foreløbigt sommeren 2021.
Men styrelsesdirektøren var lige som sine kolleger i Skatteministeriets seks andre styrelser ansat på en femårig åremålskontrakt. Og her fremgår det altså, at 'hvis en styrelsesdirektør opsiges uansøgt fra sin stilling ydes vedkommende en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 12 måneders løn.'
- Jeg er grundlæggende ikke tilhænger af, at man skal have lange fratrædelsesgodtgørelser. Jeg kan godt leve med, at man får en god løn for at være dygtig. Men hvis man opsiges, fordi man har været inkompent, så skal man ikke have sin løn med i et år, siger Dennis Flydtkjær.
Også ny direktør i søster-styrelsen
Også regeringens støtteparti Enhedslisten mener, at Andreas Berggreens fratrædelsesgodtgørelse er langt ud i hampen.
- Det er ikke i orden, at man laver sådanne kontrakter i det offentlige. Man bør lave helt normale kontrakter med helt almindelige opsigelsesvarsler. Det kan ikke passe, at man laver åremålskontrakter med 12 måneders fratrædelse, siger skatteordfører Rune Lund.
Den tomme stol for bordenden i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen skal nu udfyldes af en ny direktør. Indtil videre har man konstitueret fagdirektør Niels Gotfredsen på posten.
Den nye direktør kommer til at arbejde tæt sammen med Vurderingsstyrelsen, hvis kerneopgave er at lave offentlige vurderinger af grunde og ejendomme, som skal bruges i det forsinkede it-system til ejendomsvurderinger.
Men også her er en ny person i spidsen, da den tidligere chef for Bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen, i august blev ansat som ny direktør for Vurderingsstyrelsen.