Niaz Ahmed skriver i en mail til DR, at han hverken havde kontakt til eller kendskab til den nu afdøde terrormistænkte Abdessamad Fateh og samtidig afviser Niaz Ahmed kategorisk enhver forbindelse til terrorfinansiering samt momssvindel.
- Jeg vil også understrege, at jeg hverken før eller efter virksomhedsoverdragelsen har haft kontakt eller kendskab til Abdessamad Fateh, skriver Niaz Ahmed.
Abdessamad Fateh kom i 2014 på USA’s terrorliste, efter at han var rejst til Syrien.
DR viste i dokumentaren ”Sådan Svindles Danmark”, hvordan Abdessamad Fateh indtrådte som direktør efter Niaz Ahmed i firmaet Q Transport ApS, og hvordan de to mænd samtidig havde adgang til firmaets konto.
- Hvorfor fortæller DR først alt dette, efter Abdessamad Fateh er død. Fordi han måske ikke kan svare jer på jeres beskyldninger, så de ikke kan modsiges?, skriver Niaz Ahmed til DR.
Kort inden sin afrejse til Syrien tiltrådte Abdessamad Fateh officielt som direktør i Q Transport ApS, hvor han afløste Niaz Ahmed.
Abdessamad Fateh sad kun som direktør i nogle uger, inden han blev afløst af en spansk statsborger, men han fortsatte – sammen med Niaz Ahmed – med at have adgang til firmaets konto.
Solgte firma til Fateh
- Jeg vil kun sige, at på grund af de antagelser, du fremlægger, så er både jeg selv og mine børn blevet truet på livet, af flere forskellige fra vor omgangskreds, fordi - som I siger - vi "støtter" terrorisme, skriver Niaz Ahmed.
DR har i programmet, der blev sendt den 25.1.15, understreget, at DR ikke har nogen informationer, der antyder, at Niaz Ahmed skulle have forbindelse til terror-organisationer.
Ifølge Niaz Ahmeds forklaring i skifteretten solgte han Q Transport ApS til Abdessamad Fateh og havde derefter intet med firmaet at gøre.
Den samme forklaring har Niaz Ahmed tidligere givet i et telefoninterview med DR. Her forklarede han, at Abdessamad Fateh købte Ahmeds firma efter, at de havde mødt hinanden i en københavnsk moske.
-Jeg føler virkelig, at det er en personlig hetz, du kører imod mig, og det kan jeg simpelthen ikke acceptere, skriver Niaz Ahmed.