Den 51-årige amerikaner Matthew Tucci var frem til 2015 en af de vigtigste forretningspartnere i hovedmanden Sanjay Shahs formodede svindelsetup, og han modtog store millionbeløb for sin rolle.
Han er ikke en del af straffesagen herhjemme, hvor Sanjay Shah er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for mere end ni milliarder kroner. En anklage, hvor Shah nægter sig skyldig.
Til gengæld risikerer Matthew Tucci nu at skulle ruske tremmer i sit hjemland USA, hvor myndighederne har rejst tiltale mod Shahs tidligere forretningspartner for skattesvindel.
Ifølge det amerikanske justitsministerium risikerer han flere års fængsel, hvis han kendes skyldig.
Trækker tråde til Danmark
Matthew Tucci er i USA dog ikke tiltalt for sin rolle i den formodede svindel mod den danske statskasse mellem 2012 og 2015. Sagen trækker dog klare tråde til Danmark.
I retssagen mod Sanjay Shah har hovedpersonen selv forklaret, at Matthew Tucci styrede 27 små pensionsordninger i USA.
Denne selskabskonstruktion er central i det formodede skatteangreb mod Danmark. Pensionsordningerne, hvis officielle navn er 401(k), gør det muligt for helt almindelige amerikanere at spare op til deres pension på gunstige skattevilkår.
Men selskaberne er også særlige, fordi de ikke skal betale udbytteskat af danske aktier.
Du kan læse mere om refusion af udbytteskat i grafikken herunder:
Ifølge den danske anklagemyndighed brugte svindlere med Sanjay Shah i spidsen i alt 189 af disse selskaber til at anmode om refusion af udbytteskat for mange milliarder kroner.
Problemet var bare, at det hele var et nøje planlagt svindelnummer mod Danmark, mener myndighederne.
Der var nemlig aldrig betalt udbytteskat, og selskaberne - herunder de 27 selskaber, som Matthew Tucci styrede - havde aldrig ejet de aktier, som de fik refunderet udbytteskat af.
Sanjay Shah stak selv over syv milliarder kroner i egen lomme gennem de tre år den formodede plyndring af Danmark fandt sted.
Men også hans forretningspartnere blev forgyldt. I alt fik Matthew Tucci nemlig 11,4 millioner dollars - altså mere end 70 millioner kroner - ud af det formodede svindelnummer ifølge det amerikanske anklageskrift.
Og det fører os tilbage til tiltalen i USA. For Tucci betalte aldrig skat af de mange millioner dollars, han modtog.
I stedet købte han ejendomme for rundt regnet 50 millioner danske kroner gennem flere skuffeselskaber. Flere af de ejendomme er købt i hans hjemby West Long Branch i New Jersey, hvor hans mor ifølge flere lokale medier er borgmester.
I alt mener myndighederne, at han har snydt den amerikanske statskasse for cirka 17 millioner kroner i tabte skatteindtægter
Derfor er han tiltalt for skattesvindel, hvor han risikerer op til fem års fængsel og en bødestraf på op til omkring 1,7 millioner kroner
Han er ligeledes tiltalt for at lyve over for skattemyndighederne ved at producere falske dokumenter, hvilket i værste fald kan give ham en fængselsstraf i tre år og en bøde på 700.000 danske kroner.
Det vides ikke, hvordan Tucci stiller sig til anklagen, men han er løsladt mod en kaution på 150.000 dollars og må ikke forlade staten New Jersey, fremgår det af retsdokumenter.
Tuccis mor har på intet tidspunkt udtalt sig om sin søns rolle i det formodede svindelnummer.
Flere amerikanske medier har ellers forsøgt at få en kommentar fra borgmesteren, da det for flere år siden kom frem, at Matthew Tucci var involveret i udbyttesagen.
DR Nyheder har i forbindelse med denne artikel også kontaktet borgmesteren, men hun er indtil videre ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Tuccis amerikanske advokat skriver i en mail, at hun ikke har nogen kommentarer til tiltalen.
Jages af de danske skattemyndigheder
Den mulige straffesag i USA er ikke det eneste problem Matthew Tucci har hængende over hovedet.
For selv om han undgår en straffesag i Danmark, så er han bestemt ikke ude af de danske myndigheders søgelys.
De danske skattemyndigheder har nemlig sagsøgt ham for at få de penge, han har fået ud af den formodede svindel, tilbage.
Han er en af en række personer og selskaber i USA, som de danske myndigheder har sagsøgt for adskillige milliarder kroner.
De sagsøgte - heriblandt Tucci - har forgæves forsøgt at få sagen afvist. Her har de argumenteret med den såkaldte 'revenue rule', som betyder, at andre landes skattesager ikke kan føres ved en amerikansk domstol.
Den danske skattevæsen mener derimod, at der er tale om rendyrket svindel, og at revenue rule derfor ikke er relevant for sagen.
De civile sager blev anlagt i 2018. Der kommer dog til at flere år, før sagerne er endelig afgjort.