Det skulle være Danmarks næste børssucces.
Tech-selskabet MeeW var et dansk "Mini-Google", som det lød fra manden bag det hele, Armin Kavousi.
Men drømmen om en børsnotering fik en brat ende, da Frihedsbrevet i marts 2023 kunne afsløre, at Armin Kavousi ikke var, hvem han udgav sig for at være.
Armin Kavousi var ikke forsker. Han havde ingen doktortitel, og han havde ingen kandidatgrad i neurovidenskab fra det engelske universitet Aston University i Birmingham.
Faktisk havde han aldrig været indskrevet på universitet.
Afsløringen betød, at den stort anlagte børsnotering, hvor der skulle rejses 18,5 millioner kroner, blev droppet - ni dage før, at børsklokkerne skulle have ringet.
På ganske få uger gik MeeW fra at være en lovende tech-komet til at gå konkurs.
Og nu får sagen yderligere konsekvenser for den engang så lovende iværksætter, der er blevet idømt konkurskarantæne de næste to år for at have handlet "groft uforsvarligt".
Det fremgår af en kendelse fra Sø- og Handelsretten, som DR har fået aktindsigt i.
I dommen er der lagt vægt på, at Armin Kavousi på en række områder er kommet med misvisende oplysninger.
Udover løgnene om Kavousis egen baggrund, har han i et børsprospekt lokket investorer med, at MeeW havde en væsentlig større omsætning, end selskabet reelt havde.
Professor: Det er en mild dom
Iværksætteren slipper billigt med en konkurskarantæne i to år, mener Troels Michael Lilja, juraprofessor på Syddansk Universitet.
- Det er en mild dom, for de ting, han bliver dømt for i retten, er i den grove ende, siger Troels Michael Lilja i P1 Morgen.
Han hæfter sig ved, at Armin Kavousi har pyntet sig med lånte fjer.
- Som jeg læser kendelsen, så har man forsøgt at skabe en fiktiv omsætning, siger Troels Michael Lilja.
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at man kan komme så langt imod en børsnotering, før at man opdager det her?
- Vi lever i et tillidsbaseret samfund, hvor man går ud fra, at de ting, der oplyses, er rigtige, siger juraprofessoren.
Det er ikke kun Troels Michael Lilja, der mener, at sagen er opsigtsvækkende.
Kuratoren i MeeW-konkursboet, Per Astrup Madsen, som har indbragt sagen for Sø- og Handelsretten, understreger, at selve børsprospektet, der fungerede som lokkemad for investorer, er et centralt element.
- Det særlige atypiske i den her sag er, at man er med til at udarbejde et børsprospekt, der er så misvisende, at det udløser konkurskarantæne i sig selv, siger Per Astrup Madsen, der er partner hos advokathuset DLA Piper.
Investor retter kritik af rådgivere
Det var Sorgenfri Kapitalforvaltning, der stod til at blive den største investor i MeeW efter børsnotering.
Men Sorgenfri Kapitalforvaltning var samtidig den første investor, der trak sig fra børsnoteringen i marts 2023.
I dag er det ikke Armin Kavousi, som kapitalforvalteren er sur på.
- Vi køber på baggrund af et prospekt. Det kigger vi ind i, og så siger vi "okay", siger Knud-Erik Andreasen, der er parnter i Sorgenfri Kapitalforvaltnin.
Kan du forstå, hvordan det kan lade sig gøre?
- Nej, men jeg har jo set psykopater før. De er jo besnærende. Men jeg forstår faktisk ikke, hvordan en erhvervsadvokat kan sidde som formand og se på det her, siger Knud-Erik Andreasen, der henviser til, at bestyrelsesformanden for MeeW var advokat Sam Jalaei, der er landechef for advokatfirmaet Magnusson Law i Danmark.
Men advokaten og firmaet Seahouse Capital, der var med til at udarbejde børsprospektet, skal ikke forvente julekort fra Sorgenfri Kapitalforvaltning.
- Seahouse Capital og formanden (Sam Jalaei), er persona non grata hos os, siger Knud-Erik Andreasen.
Hvorfor er de det?
- Det er et prospekt, som er udarbejdet af nogle, der er professionelle. De skal jo opdage sådan nogle ting, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Armin Kavousi, Sam Jalaei eller direktøren for Seahouse Capital, Povl-André Bendz.
Dansk Aktionærforening: Det ødelægger tilliden
Hos Dansk Aktionærforening husker direktør Mikael Bak tydeligt MeeW og Armin Kavousi.
- Det var jo en mand, der var god til at besnære folk. I Danmark vil vi gerne have nogle iværksættere, som er lidt ekstraordinære. Heldigvis nåede han at blive stoppet, siger direktøren for Dansk Aktionærforening, der er de private investoreres lobbyorganisation.
Dansk Aktionærforening spillede selv en rolle i børsskandalen, da et bestyrelsesmedlem hos aktionærforeningen sad i bestyrelsen hos MeeW og var med til at promovere det misvsende prospekt.
- Dengang lærte vi, at vores bestyrelsesmedlemmer helt klart ikke skal sidde i sådan nogle børsnoteringer uden at flage det ganske klart, siger direktøren.
Bestyrelsesmedlemmet endte med at trække sig fra både MeeW og Dansk Aktionærforeningen.
Mikael Bak pointerer, at MeeW og Armin Kavousis spektakulære fald fortsat trækker skygger over iværksætterscenen.
- Det gør det ikke nemmere for iværksættere at komme ud og hente kapital, siger direktøren.