Dennis Kristensen stopper som FOA-formand - men fortsætter som OK-forhandler

180.000 SOSU-assistenter, handicaphjælpere, portører og andre FOA-medlemmer skal have ny formand.

Dennis Kristensen er fyldt 65 år og stopper som formand for FOA ved forbundets næste kongres. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Topforhandler ved de igangværende overenskomstforhandlinger Dennis Kristensen bliver siddende ved forhandlingsbordet, selv om han stopper som formand for FOA.

Et bredt flertal blandt de 70 medlemmer af fagforbundets hovedbestyrelse har i dag besluttet at forlænge hans forhandlingsmandat - selv om overenskomsterne i stat, kommune og regioner måske stadig ikke er på plads, når FOA holder kongres 25. april.

- Hvis situationen derefter er, at vi ikke er gået i konflikt, eller at der ikke foreligger en mæglingsskitse eller et forlig, så giver vi som hovedbestyrelse Dennis Kristensen mandat til at være FOA's chefforhandler, siger næstformand Mona Striib.

Hun er selv kandidat til at overtage Dennis Kristensens formandsstol ved kongressen 25. april og sidder med ved forhandlingsbordet i Forligsinstitutionen, hvor forhandlingerne om de næste tre års overenskomster for 745.000 offentligt ansatte fortsætter i denne uge.

'Katastrofalt' at skifte ud midt i forhandlinger

Beslutningen om at lade formanden, der med sine 65 år falder for FOA's aldersregler, fortsætte ved forhandlingsbordet, er den rigtige, mener Mona Striib.

Det ville have været "katastrofalt" at skifte forhandler på så kritisk et tidspunkt, siger hun.

- Selv om vi koordinerer tæt i forløbet, er det helt anderledes at være inde i selve orkanens øje. Og den position skal vi bevare som organisation. Man går ikke ind ad døren som ny forhandler på dette tidspunkt i forløbet og beder parterne om at gentage det, de har siddet og forhandlet om, siger Mona Striib.

FOA-formand skulle være udskiftet tidligere

Fagforbundet skulle faktisk endnu tidligere have skiftet ud på formandsposten, hvor Dennis Kristensen har siddet i 16 år.

Men de langstrakte forhandlinger om overenskomsterne for de næste tre år, som skulle have været fornyet inden 1. april, er som bekendt trukket ud.

- Vi besluttede at udskyde den ekstraordinære kongres med nogle måneder for ikke at skifte ud midt i forhandlingerne. Men så har virkeligheden overhalet os indenom, siger Mona Striib.

Ved overenskomstforhandlingerne er Dennis Kristensen desuden næstformand for Forhandlingsfællesskabet og dermed en af topforhandlerne for samtlige ansatte i kommuner og regioner.