Den blodsugende australske 'vampyrkænguru' er allerede kendt for sit udestående med Skat

TDCs hovedejer, Macquarie, der efterforskes for bedrageri i skatteskandalen, har tidligere været i konflikt med de danske skattemyndigheder.

Tusindvis af hemmelige efterforskningspapirer afslører, at den australske storbank Macquarie spiller en central rolle i skandalen om skattefifleri, der har kostet europæiske statskasser milliarder af kroner.

Og på trods af, at der er tale om en investeringsbank, som har hjemme i Australien, er navnet Macquarie slet ikke så ukendt i den danske offentlighed.

Det er nemlig milliardvirksomhed, der har et trecifret millionudestående med det danske skattevæsen.

Et offensivt købstilbud

Tilbage i januar begyndte rygterne at svirre.

En anonym kilde kunne via en krypteret mailkonto afsløre overfor nogle af landets største erhvervsaviser, at telekoncernen TDC havde modtaget et offensivt købstilbud på 47 kroner per aktie.

Tilbuddet var stilet til TDC's daværende bestyrelsesformand, Pierre Danon, og kom fra et konsortium bestående Macquarie og tre danske pensionskasser, ATP, PKA og PFA, der sammen stod klar til at overtage samtlige aktier i den børsnoterede televirksomhed.

Endda med en værdiansættelse på 38 milliarder kroner, hvilket var over syv milliarder kroner mere end TDCs daværende værdi på børsen.

Men det såkaldt ”fjendtligt overtagelsesforsøg” kom ubelejligt for TDCs bestyrelse, der havde helt andre planer for selskabet.

Fusion med MTG

TDC havde kort forinden meldt ud, at virksomheden ville fusionere med underholdningsgiganten MTG, der ejer Viasat-kanalerne, og udvide forretningsområdet til at levere nordiske tv-serier, film og sport.

- Bestyrelsen og TDC-topchef Pernille Erenbjerg havde besluttet, at det var den bedste strategi for fremtiden, men aktiemarkedet havde reageret lunkent på det, fordi der var meget usikkerhed og mange risici forbundet med strategien, der dog måske kunne skabe stor værdi på langt sigt, fortæller DRs erhvervskorrespondent, Jakob Ussing.

Anderledes positivt reagerede aktiemarkedet på rygterne om buddet fra Macquarie og pensionsselskaberne. TDC-aktien steg, fordi købstilbuddet lå langt over den daværende aktiekurs, og det lagde pres på bestyrelsen til at droppe fusionen med MTG og i stedet sælge TDC til de interesserede købere.

- Aktionærerne så en direkte mulighed for at tjene penge nu og her, og til sidst måtte TDCs bestyrelse modstræbende overgive sig og sælge til Macquarie og de tre pensionsselskaber, siger Jakob Ussing.

I april blev den kapitalfondsarm af Macquarie, der investerer i infrastruktur, dermed hovedaktionær i TDC med en ejerandel på 50 procent, mens pensionskasserne delte resten mellem sig.

Dårlige associationer

Det skabte røre.

Først og fremmest fordi navnet Macquarie gav dårlige associationer hos en række kritikere.

- Macquaries anseelse i Danmark var ikke i top på det tidspunkt på grund af virksomhedens historik i Danmark. Kritikerne ville gerne vide, om der kunne komme et skatteslagsmål som det, man havde set i Københavns Lufthavn, forklarer Jakob Ussing.

Den australske storbank købte sig i 2005 ind som hovedaktionær i Københavns Lufthavn.

12 år senere frasolgte banke sine sidste aktier og forlod ejerskabet i lufthavnenen med stor profit og også med et stort udestående med de danske skattemyndigheder.

Et krav på 703 millioner

De danske skattemyndigheder havde krævet yderligere skattebetalinger på 703 millioner kroner fra selskabet bag lufthavnen, som Macquarie var hovedaktionær i. Ifølge Skat havde selskabet i strid med skattelovgivningen sendt overskud ud af Danmark i flere år. Men Macquarie nægtede at betale, så slagsmålet overgik til domstolene.

Og det er en sag der endnu ikke er afsluttet, påpeger Jakob Ussing.

- Selskabet har fået meget kritik for ikke at have betalt den skat, som skattemyndighederne mener, at det skulle have betalt. Det er ikke afgjort ved domstolene endnu, men det har fyldt meget i offentligheden, siger han.

Situationen er speciel for ATP, som alle danskere skal spare op i, idét ATP købte Macquarie ud af Københavns Lufthavn sidste år, for få måneder senere at købe TDC med selvsamme Macquarie.

Jakob Ussing forklarer, at ATP i købet var nødt til at sikre sig mod, at udeståendet med skattevæsenet ville havne hos alle danske opsparere i ATP, og derfor måtte ATP også stå på mål for, at den nye konstruktion bag købet af TDC ikke kan ende i endnu et skatteslagsmål.

- ATP var mere eller mindre ude og stille en garanti for, at slagsmålet med skattevæsenet ikke kommer til at gentage sig, siger Jakob Ussing.

En blodsugende 'vampyrkænguru'

Macquarie er flere steder i verden blevet kritiseret for kontroversielle forretningsmetoder.

Da Maquarie solgte vandforsyningsselskabet Thames Water i England i 2017 fik den australske bank øgenavnet "vampyr-kænguruen" af den britiske avis The Sunday Times, fordi kritikere anklagede Macquarie for at havde suget alt blod ud af selskabet med sit nådesløse fokus på profit, et minimum af skattebetaling og dårlig forbrugerservice.

Øgenavnet er direkte afledt af tilnavnet "vampyren", som den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har fået af samme årsag, men alle anklager om blodsugende adfærd er blevet afvist af den australske investeringsbank Macquarie.

Og Macquarie investerer fortsat i adskillige infrastrukturprojekter i både Asien, Nordamerika og Europa. Fra tunneller og broer over lufthavne og togforbindelser til forsyning og telekommunikation.

- Selskabet har især været meget aktivt med opkøb af infrastruktur i Europa, påpeger Jakob Ussing.

36 procent af lufthavnen i Bruxelles er ejet af Macquarie, og investeringsbanken står også bag det svenske lufthavnstog Arlanda Express.

Infrastruktur er sikker investering

Men hvorfor satser en australsk bank så stort infrastruktur i europæiske lande?

Jo, fordi det umiddelbart er en relativ sikker investering, mener Jakob Ussing.

- Det koster ganske vist mange penge og kræver store investeringer løbende, men der er også en forudsigelig vækst og forudsigeligt afkast. Som bank og investor kan man næsten sætte sig ned og regne på, hvor mange gange, man får investeringen igen, siger han og tilføjer:

- Man kan sige, at det er en relativ sikker investering. En investering for folk, der er glade for regneark, og det er man i den grad hos Macquarie.

Jakob Ussing påpeger, at store infrastrukturprojekter også er relativt sikre investeringer, fordi de ofte har monopollignende karakter, idet de ikke med lethed kan erstattes af en konkurrent.

Er der penge i skattely?

Og håbet om en relativt sikker investering er muligvis også strategien bag opkøbet af TDC, der udgør en stor del af den digitale infrastruktur i Danmark.

- Teleinfrastrukturen er meget reguleret i forhold til, hvilke priser, du kan opkræve, men den har til gengæld lidt samme funktion som med en lufthavn. Alle der vil være på det danske telemarked er nødt til at benytte sig af infrastrukturen, og derfor er det rimelig forudsigeligt, hvad man kan komme til at tjene på den del af TDC, siger Jakob Ussing.

Politiken spurgte tidligere i år Macquarie direkte, hvorvidt låne- og finansieringsstrukturen bag købet af den danske telekoncern går via skattely.

- Erhvervelsen og den foreslåede ejerstruktur vil ikke få nogen betydning for den selskabsskat, som vil blive betalt af TDC, var svaret fra Macquaries mand i TDC-bestyrelsen, Arthur Rakowski, ifølge avisen.

Efterforskes for bedrageri

TDC-ejeren, der i dag er i søgelyset for svindel med udbytteskat, efterforskes for bedrageri.

Banken har erkendt at have trukket milliarder op af statskassen i Tyskland, Schweiz og Frankrig, men selskabet henviser til, at man ”var en ud af mere end 100 finansielle institutioner på markedet, som man trak sig fra i 2012”.

Desuden understreger banken, at der er indhentet vurderinger fra advokater, som sagde at transaktionerne var lovlige, og det vil vise sig, om banken bliver frikendt for at have snydt skatteydere i Europa.