Borgere og virksomheders gæld til det offentlige bliver ved med at stige, og den samlede gæld til det offentlige lå i juli 2018 på 116,1 milliarder kroner. Det er en stigning på 7,5 mia. kr. over det seneste halve år.
Det viser nye tal fra Gældsstyrelsen, der er en af Skats syv nye styrelser.
Et af steder, der oplever problemer med de manglende betalinger, er hos de kommunale vand- og spildevandsselskaber.
Så længe Gældsstyrelsens automatiske inddrivelsessystem ikke fungerer, er der nemlig ingen konsekvenser for de borgere og virksomheder, der undlader at betale deres spildevandsregning, mener direktør i Klar Forsyning, Line Hollesen.
- Kunderne oplever slet ikke noget pres. Styrelsen får ikke inddrevet penge fra dem, der skylder, og vi kan ikke lukke af for vandet, som man kan med en drikkevandsregning, lyder det fra direktøren.
Klar Forsyning leverer vand og modtager spildevand fra 150.000 borgere i Køge, Greve, Solrød og Stevns på Sjælland, og alene i Klar Forsyning er gælden fra kunder ifølge Line Hollesen vokset med en million kroner på et år fra 14,5 millioner kroner til 15,5 millioner kroner.
Fem millioner i gæld
Line Hollesen påpeger, at det forsyningsselskabets betalende kunder, der kommer til at stå med regningen, hvis de manglende millioner ikke bliver inddrevet.
- Når vi har dårlige betalere, kommer det i sidste ende til at gå ud over dem, der faktisk betaler deres spildevandsregning, siger hun.
Opfattelsen i Klar Forsyning er, at kunder spekulerer i ikke at betale.
- For os ser det ud som om, at det er et bevidst valg, at de ikke betaler. Det er de samme kunder, der igen og igen ikke betaler deres spildevandsregning. De betaler for deres vand, men ikke for deres spildevand, siger Line Hollesen.
Beregninger fra brancheorganisationen for vandselskaber, Danva, viser, at det samlede beløb for ubetalte spildevandsregninger lige nu ligger på 155 millioner kroner.
Det er omkring fem millioner mere end sidste år.
Opkrævninger forsvinder ikke
Som loven er nu, skal offentlige ejerselskaber som kommunale forsyningsselskaber lade Gældsstyrelsen inddrive restancer, men problemerne med det automatiske inddrivelsessystem har gjort inddrivelsen mindre effektiv.
Det erkender direktør i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl.
- Vi kæmper hårdt med at inddrive den gæld, der er, samtidig med, at vi rydder op i gamle opkrævninger. Og selvom vi ikke er der, hvor vi gerne vil være, endnu, inddrager vi stadig og får penge i kassen af den restancesum, der ligger, siger han.
Lars Nordahl er fortsat overbevist om, at pengene med tiden nok skal blive inddrevet.
- Opkrævningerne forsvinder ikke, fordi man lader være med at betale. Forældelsesfristen er udskudt på grund af problemerne med inddrivelse, og der løber fortsat renter på gælden. Skyldnerne kan hverken undsige sig gælden eller renterne, siger Lars Nordahl.
Indtil videre er det ifølge Gældsstyrelsen lykkedes at inddrive 635 millioner kroner offentlig gæld om måneden fra juli 2017 til juni 2018.