Dansk Supermarked, der ejer store supermarkedskæder som Netto, Bilka og Føtex, indgår nu et samarbejde med Danske Bank om mobilbetaling i detailgigantens kæder gennem Mobilepay.
Det spås at ville give dankortet baghjul - og Danske Bank en god indtjeningsmulighed.
Det skriver dagbladet Børsen.
Kaffebar tager imod mobilen
Allerede fra i dag kan man betale med Mobilepay i de 7 Starbucks-kaffebutikker, der er tilknyttet Bilka'er rundt om i landet. Det er første skridt på vejen mod en total udrulning af Mobilepay i Danmarks største supermarkedskæder.
Over 1,2 mio. danskere benytter i dag Mobilepay, men kun en lille række små- og mellemstore erhvervsdrivende modtager i dag betaling gennem mobiltjenesten. Det vil samarbejdet mellem Danske Bank og Dansk Supermarked lave om på.
Selvom parterne ikke vil sætte endelig dato for hvornår udviklingen af app'en til supermarkederne er klar, spår de at en tidshorisont på 1-2 år er sandsynligt.
Udvikler sig med lynets hast
Både hos Dansk Supermarked og i Danske Bank ser man store perspektiver i samarbejdet om mobilbetaling.
- Vi begynder i det små og gør os erfaringer og lytter til kunderne undervejs. Mobilbetaling udvikler sig med lynets hast, og på sigt er der ingen tvivl om, at mobiltelefonen bliver central i betalingen både i vores fysiske butikker og online, udtaler Jørgen Klüwer, e-handelsdirektør i Dansk Supermarked, til dagbladet Børsen.
/Ritzau/