Dansker tiltalt i ny sag om udnyttelse af filippinske chauffører

Dansk mand har hjulpet Kurt Beier Transport med at få asiatiske chauffører til Europa. Nu tiltales han for systematisk brud på medarbejderrettigheder i Polen.

Den polske tiltale overrasker dansk politi og anklagemyndighed.

Det er dog langt fra sidste kapitel i sagen.

DR Nyheder kan nemlig afsløre, at der i september bliver indledt endnu en straffesag mod en dansk mand med tilknytning til Kurt Beier Transport. Retssagen kommer til at foregå i Polen.

DR Nyheders research viser, at Marc Hvidbæk-Andersen gennem flere år har været en tæt samarbejdspartner til Kurt Beier Transport, og at han siden 2019 har været efterforsket af polsk politi i en sag om mulig menneskehandel.

Polsk anklagemyndighed og byretten i den polske by Koszalin bekræfter overfor DR Nyheder, at efterforskningen har ført til tiltale.

Den 22. september indledes en straffesag mod Marc Hvidbæk-Andersen, som er tiltalt – ikke for menneskehandel, men for systematisk brud på medarbejderrettigheder efter den polske straffelovs artikel 218§1a. Strafferammen er op til to års fængsel.

Marc Hvidbæk-Andersen nægter sig skyldig i alle anklager.

Drejer sig om uenighed om lønpakker

Ifølge Marc Hvidbæk-Andersen selv drejer sagen sig om en gruppe asiatiske chaufførers løn.

- Lønpakkerne kan beregnes på forskellige måder, og det er det, der er usikkerhed om, siger han til DR Nyheder.

- Anklagemyndigheden har misforstået sagen, og derfor har de overdrevet den lidt, men det kommer frem, når retten går tingene igennem, tilføjer Marc Hvidbæk-Andersen.

Han forklarer desuden, at han og hans virksomhed Andersen Euro-Handel har været underlagt adskillige kontroller før, efterforskningen gik i gang i 2019, og talrige undersøgelser i forbindelse med efterforskningen.

- Alle kontrolinstanser, der overhovedet findes i Polen, har været forbi og kigge det hele igennem, og der har jo ikke været grundlag for noget som helst. Nu rejser anklagemyndigheden så en lille sag for ikke at tabe ansigt, siger Marc Hvidbæk-Andersen og understreger, at anklagerne om menneskehandel er frafaldet.

Efterforskningen har desuden omfattet Marc Hvidbæk-Andersens firma Andersen Euro-Handel og firmaet HBT Internationale Transporte, som har haft samme adresse i byen Koszalin.

HBT Internationale Transporte er et datterselskab, der er 100 procent ejet af det danske vognmandsselskab Kurt Beier Transport.

Marc Hvidbæk-Andersen forklarer, at hans virksomhed i en periode stod for, at det polske papirarbejde omkring HBT Internationale Transportes asiatiske chauffører var i orden.

- HBT Internationale Transporte har selv rekrutteret deres folk og sendt dem til Polen. Derfra fik vores virksomhed til opgave at sørge for, at deres papirer var lovlige. Det fik jeg så en fuldmagt til at sørge for. Derfor har chaufførerne fået nogle kontrakter, som de skulle underskrive, så det opfyldte polsk lov, forklarer Marc Hvidbæk-Andersen.

Han fastholder, at straffesagen, som indledes mod ham, alene drejer som om et lønspørgsmål og ikke har noget med rekrutteringen af filippinske chauffører at gøre.

Den polske anklagemyndighed vil hverken be- eller afkræfte denne påstand eller oplyse mere præcist, hvad tiltalen drejer sig om.

Marc Hvidbæk-Andersen samarbejder ikke længere med HBT Internationale Transporte eller Kurt Beier Transport.

Polsk straffesag overrasker danske myndigheder

Selvom Marc Hvidbæk-Andersen har forbindelse til Kurt Beier Transport og den verserende danske retssag, overrasker det anklager i den danske sag Mads Bjerg Olesen, at der skal føres en straffesag i Polen til september.

- Jeg har ikke på nuværende tidspunkt mulighed for udtale mig om, hvorvidt der verserer en straffesag i Polen, herunder heller ikke, om denne i givet fald måtte vedrøre samme gerningsindhold, som det, der indgår i Kurt Beier sagen, siger anklager Mads Bjerg Olesen, da DR Nyheder foreligger ham oplysninger om den polske straffesag.

Den danske anklagemyndighed understreger, at de hverken kan be- eller afkræfte, om der skal føres en straffesag i Polen. Anklagemyndigheden bekræfter dog, at dansk politi har samarbejdet med polsk politi om sagen.

- Spørgsmålet om mulig retsforfølgning af en medgerningsmand i Kurt Beier-sagen afklarer dansk politi i det internationale samarbejde med Polen, oplyser anklagemyndigheden i et skriftligt svar.