I dag kan mange danske virksomheder ånde lettet op. Selvom alt tyder på, at Boris Johnsons valgsejr betyder, at Storbritannien forlader EU ganske snart, er valgsejren faktisk også godt nyt for de mange danske virksomheder, der sælger varer til Storbritannien.
Den klare sejr til Boris Johnson betyder nemlig, at der nu falder mere ro om brexit. Nyheden om valgsejren har allerede fået kursen på det britiske pund til at stige.
- Investorerne har taget positivt imod valgresultatet. Her til morgen er det britiske pund blevet styrket, så et pund nu koster omkring ni danske kroner. Det er det højeste niveau siden sommeren 2016, siger Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i Sydbank.
Når kursen på det britiske pund stiger, betyder det, at det bliver billigere for briterne at købe danske varer. Det får dem alt andet lige til at købe flere danske varer.
- For den danske eksport er det stærkere pund en positiv nyhed, siger Kim Blindbæk.
I Dansk Industri er man stadig kede af, at Storbritannien forlader EU, men brancheorganisationen er tilfreds med, at der nu ser ud til at komme en afklaring.
- Valgresultatet betyder, at når udtrædelsesaftalen bliver vedtaget, træder overgangsordningen i kraft. Den løber forhåbentlig, indtil den fremtidige handelsaftale falder på plads. Det betyder, at virksomhederne undgår det meget ubehagelige scenarie, hvor der slet ikke er en aftale, siger Anders Ladefoged, der er europapolitisk chef i Dansk Industri.
Dyrere at tage til London
Det styrkede britiske pund er derimod knap så godt nyt for dem, der har planlagt en jule-shoppetur til London.
- Der er ingen tvivl om, at det er blevet noget dyrere at handle i Storbritannien. Går vi bare tilbage til august, kan vi se, at pundet er blevet styrket fra omkring otte danske kroner til nu ni danske kroner, siger Kim Blindbæk.
Vil du købe en jakke til for eksempel 100 pund, betyder det, at den nu koster omkring 900 kroner, mens du kunne få samme jakke til omkring 800 kroner i august.
Kim Blindbæk forventer, at kursen på pundet vil stige en smule i resten af 2019.
De seneste år har det britiske pund svinget meget i kurs i takt med usikkerheden om brexit. Og selvom det nu ser ud til, at en aftale er lige om hjørnet, er der stadig mange usikkerheder, som kan påvirke kursen i det kommende år.
- Når vi kommer ind i 2020, får vi en ny udfordring. Briterne skal forhandle en handelsaftale på plads med EU. Det kan blive rigtig svært. Hvis ikke forhandlingerne bevæger sig fremad i et forholdsvist hurtigt tempo, kan investorerne godt blive bekymrede, og det kan få pundet til at falde igen, siger Kim Blindbæk.
I første omgang har Storbritannien en overgangsordning med EU, som betyder, at handel mellem EU og Storbritannien forsætter på nogenlunde samme vilkår som i dag. Men den aftale udløber i 2020, og derfor skal der en handelsaftale på plads inden.