En indkøbspose med mælk, brød, ost og kød koster meget mere i et dansk supermarked end i andre EU-lande.
EUs statistiske kontor Eurostat har sammenlignet priserne på en række sammenlignelige fødevarer og drikke uden alkohol i de 27 EU-lande. Og resultatet er klart: Danskerne betaler langt mere for mad på tallerknen og noget i glasset.
De danske priser er næsten en halv gang dyrere end EUs gennemsnit. Vi betaler 143 procent af gennemsnittet, fulgt af Sverige med 124 procent, Østrig med 120 procent, Finland med 119 procent, Irland med 118 procent og Luxembourg med 116 procent.
Østeuropa er billigt
Hvis man vil have de billigste varer i indkøbsvognen, så gælder det om at tage til Østeuropa og handle - især i Polen er der virkelig noget at spare. Faktisk betaler danskerne samlet mere end dobbelt så meget for varerne som polakkerne.
I Polen er priserne kun 61 procent af EUs gennemsnit, med Rumænien på andenpladsen 67 procent, Bulgarien 68 procent og Litauen 77 procent af gennemsnittet.
Det er især priserne på brød og kornprodukter, der trækker op. Her er de danske priser suverænt de dyreste i EU med 159 procent af EUs gennemsnit, mens Bulgarien med 57 procent er det billigste land at få det daglige brød i.
Også når der skal kød på bordet, betaler danskerne mest, med 132 procent af EUs gennemsnitspriser mod 55 procent af gennemsnittet i Polen.
Norge det dyreste land
Når det gælder mælk, æg og ost må cyprioterne dog overtage førstepladsen som det dyreste EU-land med 141 procent over gennemsnitspriserne mod kun 63 procent i Polen.
Danmark kommer i den kategori først på femtepladsen over de dyreste EU-lande med 117 procent af gennemsnittet.
Vender man blikket uden for EUs grænser, er Danmark dog langt fra det dyreste land at fylde køleskabet i.
Samlet betaler de norske forbrugere nemlig 186 procent af EUs gennemsnit.
Undersøgelsen dækker over omkring 500 sammenlignelige produkter.
/ritzau/