Danske Banks resultat falder med 6 milliarder kroner

- Faldet skyldes primært vanskelige forhold på de finansielle markeder, skriver banken.

Faldet i resultatet på 28 procent skyldtes primært vanskelige forhold på de finansielle markeder, der påvirkede handelsindtægterne negativt, skriver banken (© Ritzau Scanpix)

Danske Bank opnåede sidste år et resultat efter skat på 15 milliarder kroner mod 20,9 milliarder i 2017.

Dermed viser årsregnskabet et fald på seks milliarder kroner, skriver banken i en pressemeddelelse.

- Faldet i resultatet på 28 procent skyldtes primært vanskelige forhold på de finansielle markeder, der påvirkede handelsindtægterne negativt, skriver banken.

Taber 29.000 kunder

Samtidig har banken mistet i alt 29.000 kunder i Danmark i 2018, hvor sagen om hvidvask i Estland satte banken i et negativt lys.

11.000 af de mistede kunder havde en såkaldt 'nemkonto' og var dermed del af bankens primære kundegruppe. Det svarer til en afgang på 0,8 procent i den kundegruppe.

Det skriver Danske Bank, som også beskriver, hvordan utilfredsheden blandt bankens kunder er vokset gennem året.

- Dette er mest udtalt blandt privatkunderne i Danmark, hvor kundetilfredsheden ligger langt under vores mål.

- Der har også været en negativ effekt blandt erhvervskunderne i Danmark og i mindre udstrækning i Sverige, skriver banken.

Har været i dialog med kunder

For at dæmpe utilfredsheden blandt bankens kunder har Danske Bank afholdt omkring 150 dialogmøder i bankens filialer.

Emnet på dagsordenen har været bankens egen forklaring af den hvidvasksag, som fortsat efterforskes af myndigheder i flere lande - heriblandt Danmark.

- Vi er fast besluttede på at genvinde vores kunders tillid, men vi erkender, at det kommer til at tage tid, skriver Danske Bank.

I september fremlagde Danske Bank konklusionerne af sin egen undersøgelse af forholdene, som Berlingske Business har beskrevet igennem mere end et år.

Bankens egen undersøgelse viste, at ledelsen i Danske Bank gentagne gange blev advaret om mistænkelige kunder og alvorlige mangler i forebyggelsen af hvidvask i den estiske afdeling.

Efter fremlæggelsen af rapporten har både nu tidligere administrerende direktør Thomas F. Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen forladt banken.

I alt havde Danske Bank 1,7 millioner kunder i Danmark ved udgangen af 2018, skriver banken. Herunder 1,4 millioner privatkunder.

Tip os

  • Har du trukket dine penge ud af Danske Bank i 2018? Skriv til ahec@dr.dk.