Danske Bank stemplede selskab som "suspekt": Fik alligevel lov at sende 180 millioner gennem banken

'Indsæt pengene på kontoen,' lød det fra Danske Bank-ansat, da bankens hvidvaskkontrol spurgte til mistænkelige overførsler.

Den ukrainske våbensmugler Iurii Lunov har kontrolleret mindst to selskaber med konti i Danske Bank. Det ene, SP Trading, er involveret i ulovlig våbensmugling fra Nordkorea. Det andet sælger blandt andet tanks og ubåde.

Selv om Danske Bank i 2010 indberettede en overførsel fra et selskab til en kunde i banken som mistænkelig, fik selvsamme selskab lov til i årevis at sende over 180 millioner gennem Danske Banks estiske filial.

Det viser dokumenter lækket til det internationale journalistsamarbejde ICIJ, som DR sammen med medier i 88 lande i disse dage bringer afsløringer fra.

- Det her eksempel fuldender jo billedet af, hvad der er foregået i banken, og hvordan hvidvaskkontrollen totalt er kollapset, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, der er ekspert i bekæmpelse af hvidvask.

Våbensmugling fra Nordkorea

Sagen om det suspekte selskab starter med en ulovlig våbensmugling i 2009.

Her mellemlander et fragtfly i Bangkok for at tanke brændstof.

Flyets papirer fortæller, at det er på vej fra Nordkorea til Iran og er lastet med ’mekaniske dele’.

Sandheden viser sig dog at være en anden, da myndighederne undersøger flyet nærmere.

Ombord finder thaliandsk politi 35 ton nordkoreanske våben. Her er bazookaer, raketter og jord-til-luft-missiler. Våben til en værdi af 100 millioner kroner.

Sådan så det ud, da et fragtfly spækket med nordkoreanske våben blev tilbageholdt i en lufthavn i Bangkok.

Et voldsomt brud på FN-sanktionerne mod Nordkorea, der forbyder våbeneksport for at forhindre betydelige indtægter til styret i Pyongyang.

Af lejekontrakten, som de thailandske myndigheder finder under ransagningen af flyet, fremgår, at det newzealandske selskab SP Trading har lejet flyet.

I kontrakten kan man også læse, at SP Trading har en konto i en bank på den anden side af jordkloden:

I Danske Banks estiske filial.

Mistanke og overførsler

Få dage efter den ulovlige våbentransport fra Nordkorea modtager SP Trading ifølge DRs oplysninger 230.000 dollar - over en million kroner - fra selskabet Olsten Continental, der har base på De Britiske Jomfruøer - et skattely, hvor man ikke kan se, hvem der egentlig ejer selskabet.

Efter den mislykkede våbensmugling rammer medier verden over, indberettede Danske Bank i januar 2010 overførslen fra Olsten Continental til SP Trading som mistænkelig på grund af tegn på hvidvask.

Men nu kan DR afsløre, at Olsten Continental - trods Danske Banks egen stempling af selskabet som "suspekt" - fra 2011 til 2015 fortsat fik lov til at sende yderligere over 180 millioner kroner til anden kunde med konto i Danske Banks estiske filial.

Det fremgår af lækkede kontoudtog, som den italienske avis L'Espresso har delt med DR.

- Når man laver sådan en indberetning, er det jo ikke for sjov skyld. Det her er et selskab, som ikke skulle have haft mulighed for at lave disse overførsler, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, der er direktør for rådgivningsvirksomheden revisorjura.dk.

SP Trading er i øvrigt kontrolleret af den berygtede våbensmugler Iurii Lunov, som menes at stå bag våbensmuglingen fra Nordkorea i 2009. Dokumenter fra lækket viser, at han i 2010 kommunikerede direkte med Danske Bank om sine selskaber med konti i banken.

'Indsæt pengene'

Gennem det internationale journalist-samarbejde ICIJ har DR fået adgang til mailudvekslinger mellem ansatte i Danske Banks estiske filial.

Mailene viser, at medarbejdere i Danske Banks estiske afdeling for udenlandske kunder var en medvirkende årsag til, at Olsten Continental helt frem til 2015 kunne fortsætte med at sende mistænkelige millioner gennem banken.

- Hvad er kvitteringen for, og hvad går klientens forretning ud på?, spørger en medarbejder i bankens hvidvaskafdeling, der i 2013 stiller spørgsmål til en overførsel fra Olsten Continental på 3,6 millioner kroner.

- Denne kvittering er betaling for byggematerialer. Indsæt beløbet på kontoen, lyder svaret fra kunderådgiveren, OL, i Danske Bank Estlands afdeling for udenlandske kunder.

Herefter bliver pengene frigivet.

Kunderådgiveren er blandt de 11 tidligere ansatte, som nu er sigtet af estisk politi for deres rolle i hvidvasksagen i Danske Bank, der kan gå hen at blive den største kendte sag om hvidvask i verdenshistorien.

På flyet blev der fundet blandt andet bazookaer, missiler, anti-luft-skyts og raketter.

Lækkede afhøringsrapporter fra estisk politi viser, at de sigtede i afdelingen mistænkes for at stå i ledtog med bagmænd, som har brugt Danske Bank til at hvidvaske milliarder af kroner fra kriminalitet.

- Det er meget mærkeligt, at man først indberetter noget mistænkeligt til myndighederne, og så samtidig lader det samme selskab fortsætte med at sende penge gennem konti i banken så mange år efter. Men en del af forklaringen kan så være, at der har været nogle hjælpere i banken, siger Jakob Dedenroth Bernhoft.

Burde gå dybere

Igen i 2015, da Danske Banks interne hvidvaskafdeling stiller spørgsmål til en overførsel på 3,8 millioner kroner fra Olsten Continental til samme kunde i Danske Bank, affejes spørgsmålet af kunderådgiveren.

- Beløbet modtages fra Olsten som provision for salg af service primært til Aserbajdsjan. Jeg vil gerne bede dig om at overføre beløbet til kontoen. Tak, skriver kunderådgiveren, OL, som var Danske Banks ansvarlige for kunder i Aserbajdsjan.

- Det understreger bare for mig, at der er foregået noget ulovligt i banken. Men banken burde som minimum også være gået dybere ned i de her transaktioner frem for bare at acceptere svaret fra kunderådgiveren, fastslår Jakob Dedenroth Bernhoft.

Fra et mistænkeligt selskab til et andet

Kunden i Danske Bank, der modtager overførslerne på mere end 180 millioner kroner, hedder Solidstar Worldwide.

Solidstar Worldwide ligner umiddelbart et selskab, der bare strømmer penge igennem. Selv i Solidstars bedste regnskabsår lød indtægterne blot på ca. 650.000 kr, selvom der var pengestrømme for mange millioner på selskabets konto. Og da estisk politi i 2019 beder Danske Bank om oplysninger om en række kunder i banken, der indgår i politiets efterforskning, er Solidstar på listen. Det fremgår også af lækket.

Skulle aldrig have haft de kunder

Danske Bank efterforskes i øjeblikket af myndigheder i flere lande for massive brud på hvidvaskreglerne i bankens estiske filial.

Mellem 2007 og 2015 flød omkring 1.500 milliarder kroner gennem Danske Banks estiske filials afdeling for udenlandske kunder. De fleste af milliarderne skulle være grebet i Danske Banks hvidvaskkontrol.

Men det blev de ikke, og derfor er landets største bank havnet i en enorm krise.

DR har stillet en lang række spørgsmål til Danske Bank om de mystiske millionoverførsler og forbindelserne til våbenhandel.

Vi har spurgt til, hvorfor Danske Bank først indberettede Olsten Continental som mistænkelig og derefter lod selskabet fortsætte med at sende millioner gennem banken.

Vi har spurgt til, om svarene fra kunderådgiveren levede op til Danske Banks egne regler på området, og om Danske Banks hvidvaskafdeling fik tilstrækkelig dokumentation til at lade millionoverførslerne fortsætte.

Danske Bank har dog ikke ønsket at kommentere på de konkrete forhold. I stedet lyder det i et skriftligt svar fra banken:

- Det er klart, at vi aldrig skulle have haft porteføljen af non-resident-kunder. Det står også klart, at vi har været for langsomme til at erkende omfanget af problemerne og få lukket porteføljen ned, skriver Danske Bank og fortsætter:

- Bekæmpelse af økonomisk kriminalitet og hvidvask har høj prioritet for Danske Bank, og vi er generelt et helt andet sted nu med hensyn til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet og hvidvask, end da situationen i Estland udviklede sig mellem 2007 og 2015.

Hverken Iurii Lunov eller Solidstar Worldwide har besvaret DRs henvendelser.