Danske Bank: Derfor hæver vi prisen

Det koster fremover 40 kroner at hæve penge ved kassen i Danske Bank, og det svarer til det beløb, det koster banken at lave en kontanthævning.

I dag offentliggjorde Danske Bank deres nye prisliste, og her fremgår det bl.a., at det fremover kommer til at koste 40 kroner at hæve penge ved kassen i banken. Det er gratis at hæve penge i automaterne og sætte penge ind på sine konti.

Indtil i går kostede det fra 0 til 15 at hæve penge ved skranken i Danske Bank, og prisstigningen har fået massiv kritik med på vejen fra kunder, på de sociale medier, fra interesseorganisationer og af andre banker. Men det får ikke Danske Banks chef for personal banking i Danmark, Jan Svarre til at ryste på hånden:

- Vi har ændret prisen for bedre at afspejle den reelle omkostning, der ligger bag kontanthævningerne ved vores kasser. Der er et godt alternativ i form af vores 600 pengeautomater. Det er nemmere både for os og for vores kunder, siger han.

Massiv kritik af prisstigning

Prisstigningen på kontakthævninger ved kassen kommer efter, at Danske Bank i går introducerede deres seks nye kundegrupper, hvor de "dårligste" kunder fremover skal betale op mod 120 kroner i kvartalet for at have en konto hos banken.

Både fra borgerne på gaden til toppen af interesseorganisationer, som Ældresagen, lyder der drøje huk til banken. Men gebyret er kommet for at blive.

- Vi var godt klar over, at det her kræver en introduktion, og der er nogle kunder, der skal vænne sig til, at bruge alternative løsninger, siger Jan Svarre.