Danske Bank-chef om faldende overskud: 'Jeg er ikke godt tilfreds'

Omkostningerne til at håndtere hvidvasksagen er store, siger Danske Banks midlertidige topchef.

(Arkiv). (Foto: © Jacob Gronholt-Pedersen, Scanpix)

Første kvartal har været en hård start på året for Danske Bank.

Banken har siden januar mistet 8.500 kunder i Danmark og kommer ud af årets første tre måneder med et nettoresultat på tre milliarder kroner, hvilket er et fald på 39 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Det viser bankens kvartalsregnskab, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Som kommentar til regnskabet forklarer bankens midlertidige topchef, Jesper Nielsen, blandt andet det skuffende regnskab med faldende indtægter, tab på udlån og udgifter til skærpet kontrol med hvidvask.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er godt tilfreds med regnskabet. Der er nogle gode ting, men der er også knap så gode ting, der tæller kraftigt ned, siger Jesper Nielsen.

Hvidvaskskandalen tynger

Jesper Nielsen understreger, at hvidvaskskandalen fortsætter med at tage fokus i Danske Bank, der gennem de sidste to år har været centrum i en sag om mulig hvidvask for 1500 milliarder.

- Omkostningerne, der er til at håndtere sagen, begynder at akkumulere, og vi nærmer os ret store summer, når det kommer til at gøre undersøgelser i Estland færdige og til at sikre os mod, at det sker igen, forklarer Jesper Nielsen.

Banken har ifølge Jesper Nielsen sat 2 milliarder af til nye kontrolmekanismer, mens bemandingen på compliance-området er styrket med omkring 500 personer, der foretager manuel kontrol af kundeaktiviteter i banken.

Dalende kundetilfredshed

I regnskabet oplyses det, at kundetilfredsheden ligger på samme niveau som sidste år. Dog var kundetilfredsheden i samtlige kvartaler sidste år på et lavere niveau end før hvidvaskskandalen.

Udover de 8500 tabte Nemkonto-kunder, der anses for at have haft Danske Bank som primær bank, har yderligere 6500 danske kunder forladt banken i året første måneder.

Jesper Nielsen vurderer, at hvidvasksagen har kostet banken i omegnen af 17.000 danske privatkunder.

- Vi er kede af alle kunder, vi mister, men det er ikke så mange, som jeg havde frygtet, og på tværs af vores forretningsenheder, har vi positiv kundetilgang, siger han.

Stor usikkerhed i bøder

Mens Danske Bank i øjeblikket bruger store summer til at gøre undersøgelserne af, hvad der er sket i den estiske filial, færdige, gransker myndigheder forstsat den omfattende hvidvaskskandale.

Udfaldet af undersøgelserne kan blive betydelige bøder til Danske Bank, og derfor fokuserer banken ifølge Jesper Nielsen på at få sat den nødvendige kapital til side.

Forventingen til bødestørrelse ønsker topchefen ikke at kommentere:

- Det er for tidligt at gætte på et beløb, og vi ved heller ikke, hvor lang tid, det tager. Under to år ville være fint, men sagerne kan sagtens trække ud, når der er så meget materiale.

Af regnskabet fremgår det, at bankens egenkapitalforrentning efter skat var 7,7 pct. mod 12,6 pct. i første kvartal sidste år.

10:30: Opdateret med kommentar fra Danske Banks topchef, Jesper Nielsen.