Dansk konsulent nægter at have ført journalist bag lyset i Bios-sag

Hollænder føler sig misbrugt af Falck, men det er en beklagelig misforståelse, lyder det.

Dansk konsulent afviser, at han under dække fik hollandske journalister til at skrive kritisk om Falck-konkurrenten Bios. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

En profileret, hollandsk journalist føler sig misbrugt af Falck, efter det er kommet frem, at han under falske forudsætninger blev hyret til at afdække smuds om konkurrenten Bios.

Men det har ikke noget på sig, skriver Palle Smed, der som kommunikationskonsulent i 2014 var med til at drage Eric Smit fra det hollandske medie ‘Follow the money’ ind i sagen.

- Jeg har aldrig henvendt mig til noget medie og drøftet Falck-sagen uden helt klare linjer. Og jeg har ikke talt med journalister uden at præsentere mig og fortælle om mit ærinde og min opdragsgiver, skriver Palle Smed til DR Nyheder.

Henviste til 3F

Palle Smed var i 2014 kommunikationskonsulent og arbejdede for Falck. Men han har tidligere været redaktør for fagbladet 3F, og det var ifølge hollandske Eric Smit i den rolle, han præsenterede sig.

Smed præsenterede sig ifølge Smit som journalist med interesse for Bios, som netop havde vundet udbuddet i Syddanmark.

- Vi sagde ok, det er fint, men hvem betaler for vores researchrapport. Palle Smed fortalte, at ‘3F betaler mig, og jeg betaler dig’. Det lød plausibelt. Så vi begyndte at grave i Bios Holland, vi kiggede på regnskaberne og på selskabets direktør og kunne blandt andet se, at egenkapitalen i Bios var meget svag, fortæller Eric Smit.

Tale om en misforståelse

Det må bero på en beklagelig misforståelse, skriver Palle Smed, der ikke erindrer at have nævnt 3F.

- I Holland har jeg naturligvis fortalt om min baggrund, vi har talt om Falck, Bios, 3F og om de danske medier. Men jeg erindrer ikke at have sagt, at 3F var min kunde. Den misforståelse er naturligvis beklagelig. 3F har aldrig bedt mig om at løse opgaver relateret til Falck eller Bios, ligesom jeg overfor Falck har afvist at løse opgaver, der knytter sig til 3F, skriver Palle Smed, der i dag er direktør for fagbevægelsens selvstændige organisation for seniormedlemmer, Faglige Seniorer.