Dansk inflation højere end i EU

Før første gang siden 2005 er inflationen højere i Danmark end i EU - og på det højeste niveau siden 1996.

Inflationen i Danmark fortsætter sin himmelflugt. Det er priserne på benzin, fyringsolie og fødevarer som mælk, ost, æg samt brød og kornprodukter, der er steget mest de seneste år. (Foto: © OK, OK)

Inflationen i Danmark fortsætter sin himmelflugt.

I august nåede det EU-harmoniserede forbrugerindeks for Danmark op på 4,8 procent mod 4,4 procent måneden før - det er den højeste danske inflation siden 1996 og første gang siden 2005, at inflationen er højere i Danmark end i EU.

Det skriver Ritzau.

Stigning i fødevarepriser

Samlet var inflationen i EU i august på 4,2 procent, hvilket er et fald fra 4,4 procent måneden før, oplyser Danmarks Statistik.

Det er fortsat priserne på benzin, fyringsolie og fødevarer som mælk, ost, æg samt brød og kornprodukter, der er steget mest de seneste år. For de lande, der har indført euroen som fælles valuta, lå inflationen på 3,8 procent, hvilket er et fald fra 4 procent måneden før.

Inflationen var i august fortsat højest i Letland (15,6 procent), hvilket tilskrives kraftigt stigende priser på fødevarer og husleje.