Danmark undgår EU-krav trods for stort budgetunderskud

Det danske budgetunderskud overstiger EU-grænsen, men det er midlertidigt og kræver ikke tiltag, siger EU.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af Venstre-regeringen slipper for at skulle sætte særlige procedurer i værk for at rette op på det budgetunderskud, som kommer i år. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

EU-Kommissionen slår i en rapport tirsdag formelt fast, at Danmark ikke tvinges til at sætte særlige procedurer i værk til at rette op på det budgetunderskud, der i år kommer over de tilladte 3,0 procent.

Danmark er et af tre EU-lande, som kommissionen forbereder en rapport om i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 126. De øvrige lande er Finland og Bulgarien.

Der ventes et underskud på 3,3 procent i Danmark i 2015.

Et budgetunderskud på over tre procent udløser en rapport, så selvom kommissionen vurderer og skriver, at det økonomiske problem er forbigående, forfattes og sendes rapporten alligevel.

Det er ikke kun Danmark, Bulgarien og Finland, som har problemer med at overholde de fælles budgetregler.

Det samme gælder for flere andre EU-lande, men disse har længe været i dialog med EU-Kommissionen om, hvordan finanserne kan bringes på rette kurs.

EU-Kommissionen bekræfter i rapporten, at Danmark ikke tvinges ud i at tage særlige tiltag i brug for at rette op på underskuddet.

Det hedder, at der tages hånd om situationen.

/ritzau/