Coop tilbagekalder islandsk chokolade: Risiko for blåt plastik

Har du købt islandsk chokolade i Irma, kan du aflevere produktet og få pengene retur.

Det er tilsyneladende en fejl i en støbemaskine på den islandske produktionsvirksomhed der nu betyder, at et parti chokolade nu tilbagekaldes af Coop. Arkivfoto. (© Nói Síríus)

Hvis du for nylig har handlet islandsk chokolade, så kan der være risiko for, at der mere end blot havsalt i det.

Detailkæden Coop har netop valgt at tilbagekalde et parti chokolade, som er produceret på vulkanøen.

Tilbagekaldelsen sker, fordi der er risiko for, at der er kommet blå plastikstykker i chokoladen.

Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

- Fejl i en støbemaskine på den islandske produktionsvirksomhed gør, at der er risiko for forekomst af blåt plastik i chokoladen, skriver styrelsen.

Solgt i Irma

Der er tale om et chokoladeprodukt, der også indeholder islandsk havsalt og karamel. Chokoladen er solgt i dagligvarekæden Irmas butikker i hele landet.

Fødevarestyrelsen opfordrer til, at man ikke spiser chokoladen, da der kan være risiko for, at forbrugere har fået stykker af blåt plastik med i købet.

- Blåt plastik i chokoladen gør produktet uegnet til konsum, skriver styrelsen.

Om produktet:

  • Chokolade 33 procent med toffee og islandsk seasalt

  • Nettoindhold: 100 g

  • Bedst før dato: 08.06.21

  • EAN: 5690576521402

Hvis du har købt chokoladen, kan du aflevere den og få pengene retur i butikken, eller du kan smide chokoladen i skraldespanden, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen.