Flyselskabet Cimber lukker til april næste år og fyrer derfor alle de 130 ansatte medarbejdere. Årsagen til lukningen er, at SAS har opsagt en aftale med Cimber.
Det skriver rejsesitet standby.dk
- SAS har ikke ønsket at forlænge vores nuværende aftale om fire CRJ 200 fly fra april næste år, og dermed skrider grundlaget for Cimbers fortsatte eksistens, siger direktør og medejer Jørgen Nielsen til standby.dk.
- Det er jeg utrolig ked af, men vi har efter nøje overvejelser besluttet at tage den værst mulige konsekvens, nemlig at lukke helt ned fra april, siger Jørgen Nielsen til standby.dk.
Vil kæmpe for nye aftaler
Medarbejderne modtager deres opsigelser enten mandag eller tirsdag.
Cimber vil dog arbejde på, om det er muligt at få nye aftaler i hus, der kan sikre, at flyselskabet overlever.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få nye aftaler i hus, inden det er for sent. Lykkes det ikke, vil vi udvise rettidig omhu i vores bestræbelser på at lave en kontrolleret nedlukning og undgå konkurs for Cimber A/S, siger Jørgen Nielsen.
Cimber blev stiftet i maj 2012 i kølvandet på Cimber Sterlings konkurs to uger forinden.
/ritzau/