Da murstenene blev lagt på Valby Vandkulturhus og facaderne pudset på Undervisningsministeriet var det til massiv underbetaling. Det har arbejdsretten nu afgjort.
21Søndag kunne i efteråret fortælle, hvordan 17 polske håndværkere i månedsvis havde opført store offentlige byggerier for firmaet Danpartner Aps. Men lønnen var aldrig som lovet og efterfølgende blev polakkerne truet, da de gik til deres fagforening.
40 kroner i timen
Nu er der faldet dom i sagen, der i alt sikrer de ansatte 3,9 millioner kroner. Derudover skal firmaet betale en bod til 3F på 778.000 kroner.
- Firmaet er repræsentant for en del af byggebranchen, der er så pilrådden, som man overhovedet kan forestille sig. Han har haft folk ansat og bildt dem ind, at de bare skulle knokle, så ville de få løn på et tidspunkt, men det har reelt være snyd, siger faglig sekretær Carsten Bansholm, til Fagbladet 3F.
De polske håndværkere arbejdede for en timeløn helt ned til 40 kroner i timen i arbejdsuger, der tit oversteg 60 timer ugentligt. De arbejdede på en række offentlige byggerier, heriblandt børnehaver og plejehjem, ligesom en række boligselskaber gjorde brug af den billige arbejdskraft.
I forbindelse med afsløringerne var beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ude at beklage statens brug af tvivlsomme byggefirmaer.
- Det hjælper ikke noget, at vi skriver kontrakter om, vi vil social dumping til livs, hvis vi ikke følger op på det. Det her en bombe under vores arbejdsmarked, og derfor hverken kan eller skal vi tolerere den slags. Og de offentlige og kommunale byggerier burde gå forrest, sagde Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen til DR Nyheder.
Øget kontrol
Københavns Kommune har siden afsløringerne indfødt arbejdsklausuler i deres kontrakter. Det betyder, at man nu stiller strengere krav til både leverandører og underleverandører til blandt andet byggerier på kommunale byggeprojekter.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ole Quitzau, der var direktør og ejer af Danpartner Aps. Danpartner Aps er i dag gået konkurs.