Bryllupskagen kollapser, præsten brækker benet, og himlen åbner sig over den udendørs reception.
QuickVote: Bryllupsforsikring
Listen over ting, der kan gå galt, når tusindvis af brudepar i denne tid siger ja til hinanden, er lang og ofte også dyr.
Kan risikere at tabe mange tusind kroner
Men nu er hjælpen på vej, skriver metroXpress. Et mindre dansk forsikringsselskab tilbyder nu en forsikring, som betaler erstatning ved alt fra sygdom hos brudens far til dårligt vejr.
- I takt med at flere og flere vælger at bruge op mod 100.000 kroner på den ene dag, kan en forsikring til få tusinde kroner være en rigtig god investering. Ellers risikerer man at tabe meget store beløb, hvis man pludselig er nødt til at aflyse, siger Bent Hansen, forsikringsmægler hos Dahlberg Assurance Brokers, der er det første forsikringsselskab i Danmark til at tilbyde den særlige bryllupsdækning.
Hver 10. af kunderne udsat for uheld
Forsikringen er blevet til efter forbillede fra blandt andet England og Norge, hvor forsikringer af bryllupper på få år er blevet et stort hit.
- Det er gået over alle forventninger. Næsten hver 10. af vores kunder får faktisk brug for deres forsikring, og i dag bruger seks procent af alle norske brudepar vores tilbud, siger Eirik Myrvang, der står bag de norske bryllupsforsikringer.
Store selskaber overvejer at følge trop
I Danmark glæder den professionelle bryllupsplanlægger Signe Marie Jeppesen sig over den nye mulighed for at sikre økonomien bag den store dag.
- Det er noget, der bliver mere behov for, efterhånden som bryllupper bliver dyrere. Et helt almindeligt bryllup koster let 100.000 kroner, og i dag er de penge spildt, hvis man må aflyse i sidste øjeblik, siger hun.
Af samme grund overvejer flere af landets største forsikringsselskaber nu også at følge i nordmændenes fodspor og tilbyde en egentlig bryllupsforsikring.
- Det er fuldt forståeligt, at folk gerne vil forsikre sådan en dag, for den er dyr, og der er meget, der kan gå galt. Det er et marked, vi hele tiden følger, og det er bestemt ikke utænkeligt, at vi kommer med et tilbud i fremtiden, siger underdirektør i Topdanmark, Jens Røpke.