Om to uger vil der ikke blive losset Tesla-biler i danske havne, og der vil heller ikke være lastbiler, som transporterer Teslas elbiler til Sverige.
Danske 3F Transport går nemlig i sympatistrejke og støtter det svenske fagforbund IF Metall, som er i konflikt med bilproducenten Tesla.
Alle medlemmer af 3F Transport bliver omfattet af sympatikonflikten. Det handler især om havnearbejdere og chauffører.
Strejke har varet seks uger i Sverige
Der har i seks uger været intens faglig kamp og strejke i Sverige for at få en overenskomst på plads på Teslas svenske værksteder.
IF Metalls krav for at droppe strejken er, at Teslas værksteder i Sverige skal være dækket af en overenskomst som de fleste andre værksteder i Sverige.
Men det krav er Teslas administrerende direktør, Elon Musk, ikke klar til at imødekomme.
- Jeg er uenig i ideen om fagforeninger. Jeg bryder mig bare ikke om noget, der skaber en slags adelsmænd og bønder-forhold, lød det fra Musk i et interview med New York Times.
I et opslag på det sociale medie X kalder Elon Musk den svenske del af strejken 'sindssyg'. Musk har endnu ikke reageret på den danske sympatistrejke.
Efter IF Metall startede strejken, er otte andre svenske fagforbund gået i sympatistrejke. Det gælder blandt andet elektrikere, autolakerere og havnearbejdere, som ikke vil servicere bilerne og som blokerer for leverancer af Teslas biler i flere svenske havne.
Også postbudene hos det svenske PostNord nægter at fragte nummerplader for Tesla som en del af deres sympatistrejke. Det fik Elon Musk og Tesla til sidste mandag at lægge sag an mod Sveriges Transportstyrelse.
Dansk Metal vil også have overenskomst
Dansk Metal, der organiserer mekanikere som dem, der arbejder på Teslas værksteder fortæller til DR Nyheder, at de undersøger mulighederne for at tage lignende skridt i Danmark, hvis der ikke kan nås enighed om en dansk overenskomst med Tesla.
- Vi er lige nu i gang med at undersøge mulighederne for, hvilke skridt vi eventuelt kan tage i Danmark. Vi gør forarbejdet grundigt, så det er helt inden for skiven af den danske model, og så vi er helt sikre på, at hvis vi vælger at tage konflikten, så rammer vi også virksomheden hårdt, siger René Nielsen, næstformand i Dansk Metal.
Hvis det sker, så kan Tesla-ejere i hele landet komme til at mærke konsekvenserne af strejken næste gang, de besøger et officielt Tesla-værksted uden overenskomst, lyder det fra DR's økonomikorrespondent:
Ifølge Dansk Metal samarbejder de med både svenske og tyske fagforeninger.
- Vi har fuldstændig den samme problematik i Danmark med Tesla, som de har i Sverige. I Dansk Metal havde vi gerne set, at vi lavede en fælles nordisk koordinering for at lægge et så stort pres på Tesla som muligt. Vi har haft dialog med både IF Metall i Sverige og IG Metall i Tyskland, lyder det fra René Nielsen.
Til spørgsmålet om, hvor mange medlemmer i Dansk Metal, der reelt arbejder hos Tesla, svarer fagforbundet, at de holder den information for dem selv.
Dansk sympatistrejke kan blive et alvorligt slag mod Tesla
- Det her kan blive et alvorligt slag mod den amerikanske elbilsproducent.
Sådan lyder dommen fra Allan Bauer, journalist på Motormagasinet. Ifølge ham er Danmark nemlig et knudepunkt for de skandinaviske Tesla-leverancer.
- Det er en gevaldig optrapning, for det betyder, at Tesla ikke kan få leveret biler. Hverken fra Esbjerg, hvorfra de er kommet fra Shanghai, eller fra Gedser, hvorfra de er kommet fra den tyske Tesla-fabrik i Berlin.
Allermest spændende er det dog at holde øje med, om strejken breder sig til vores naboer syd for grænsen.
- Det er interessant, hvis den også breder sig til Tyskland, hvor Tesla har en meget stor fabrik, hvor de producerer biler til hele Europa. Det er her, de producerer Model Y, som er den mest solgte bil i Europa i år. Hvis den fabrik også bliver konfliktramt, så bliver det alvorligt, siger Allan Bauer.
DR Nyheder har forsøgt at få et interview med Teslas europæiske afdeling, men virksomheden er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.