Borgmester: Vores milliarder må ikke ende i skattely

Hvis Nordea er med til at oprette selskaber i skattely, skal Københavns Kommune ikke have noget med selskabet at gøre, mener omsorgsborgmester.

Borgmester for omsorg og sundhed, Ninna Thomsen, vil indstille alt samarbejde med virksomheder, der medvirker til skatteunddragelse. (Foto: © Jeppe BjøRn Vejlø, Scanpix)

Skattebetalerne er til grin for egne penge, når skattekronerne bruges på investeringer i skattelylande.

Det mener omsorgs- og sundhedsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen (SF), der i dag fremsætter et forslag, som skal forhindre Københavns Kommunes formue på 6,9 milliarder kroner i at gå til virksomheder, der har fingrene nede skattely.

- Mit udgangspunkt er, at vi skal finde en meget vidtgående model, som forholder sig til det sort-hvide, men også til gråzonen på det her område. De er nødt til at have rent mel i posen, og de bliver nødt til selv at være meget aktive for at bevise det, siger Ninna Thomsen.

Nordea formueforvalter for København

Københavns Kommunes investeringsforening forvaltes blandt andre af Nordea, og det er efter afsløringer af, at Nordea har hjulpet kunder til at oprette selskaber i skattely, at Ninna Thomsen har reageret.

- Nordea er en af de virksomheder, som vi bruger i investeringsregi. Den skal ikke nødvendigvis gøres til syndebuk. Men nu er den i søgelyset, og de har et stort forklaringsproblem, efter den her sag er kommet frem, siger hun.

- Fremadrettet skal Nordea sikre sig, at det ikke sker igen, og vi skal fremadrettet komme med tiltag, der forebygger, at vi investerer i virksomheder, der medvirker til skatteunddragelse.

Ninna Thomsen henviser til, at Borgerrepræsentationen tidligere har besluttet, at Københavns Kommune ikke flyver med eller investerer i det omstridte flyselskab Ryan Air. Og for nylig besluttede kommunen at lukke ned for investeringer i sort energi, altså i virksomheder som tjener penge på olie, gas og kul.

Svært at gøre sig til dommer

Men sammenligningen holder ikke, mener Lars Weiss, der gruppeformand hos Socialdemokraterne.

- Når vi snakker sort energi og Ryanair, så er det helt objektive kriterier. Vi kan sort på hvidt konstatere, om en virksomhed har sit hovedmetier i fossile brændstoffer. Der er det noget vanskeligere at forholde sig til skatteunddragelse ud over at forholde sig til de statslige regler, mener han.

Weiss og Socialdemokraterne er med på kigge på en model, men skal Socialdemokraterne være med, bliver det uden en 'moralsk gråzone'.

- Kan der skrues en model sammen, som sikrer retssikkerhed og er inden for den kommunale styrelseslov, kan vi godt være med. Men jeg vil gerne advare mod, at vi som kommune bevæger os ind og skal være dommere i den her gråzone. Det har vi hverken kompetencer eller evner til, siger han.

Undgå handel og kontrakter

Ninna Thomsen ser frem til diskussionen i Borgerrepræsentationen den 28. april:

- Jeg håber, at Socialdemokraterne også mener, det her er et kæmpe problem. Skatteunddragelse er ikke kun sort-hvidt, men også et moralsk spørgsmål. Vi skal sikre, at virksomheder tager aktiv stilling, Det handler om en negativ blacklisting af enkelte investeringer. Det er helt sikkert muligt, og vi skal sætte mange modeller i spil, siger hun.

Med til SF-forslaget hører også, at kommunens forvaltninger skal "tilstræbe at undgå at handle, samarbejde og indgå kontrakter med firmaer, selskaber og organisationer, som unddrager sig skattebetaling i Danmark (eller andre EU-lande)."

Nordea: Vi medvirker ikke til skatteunddragelse

I en mail til DR Nyheder skriver pressechef i Nordea Danmark Martin Kjærsgaard Nielsen:

“Vi ønsker hverken at kommentere på konkrete kundeforhold eller politiske forslag, men generelt kan jeg sige, at vi er opmærksomme på, at sagen har skabt utryghed og mistillid blandt kunder.”

Han forsikrer samtidig om, at der ikke er noget at komme efter i Nordeas nuværende praksis:

”Der er desværre mange misforståelser i debatten, men lad mig slå helt fast, at Nordea ikke medvirker til skattemæssige konstruktioner, der kan anses som skatteunddragelse. Vi er i konstruktiv dialog med kunderne for at skabe klarhed, og dialog er et tilbud, der gælder alle vores kunder, naturligvis også de kommunale,” skriver han.

Københavns Kommunes investeringsforening:

  • Værdien i Københavns Kommunes investeringsforening er på ca. 6,9 mia. kr.

  • Midlerne er placeret i realkreditobligationer, aktier og erhvervsobligationer m.v.

  • Placeringer i aktier - og typisk også erhvervsobligationer - sker ved, at der købes en andel i andre investeringsforeninger som f.eks. "Maj Invest Globale Aktier" eller "Jyske Invest. Højt ratede virksomhedsobligationer".

  • Investeringer i aktier og erhvervsobligationer udgør p.t. ca. 1,4 mia. kr. af formuen i kommunens investeringsforening. Formuen forvaltes af Maj Invest, Jyske, Nordea og Danske Capital.

  • Københavns Kommune har en investeringsetik, som blandt andet betyder, at investeringerne ikke går til "sort energi".

  • Kilde: Københavns Kommune