Boligpriser kan være på vej mod ny boble

Skal du købe bolig i eksempelvis København eller Aalborg, skal du til at se dig for. Steen Bocian fra Danske Bank advarer om, at en boligboble måske er på vej.

- Man skal som køber være lidt mere varsom end for to-tre år siden, hvor priserne stadig var trykket godt og grundigt i bund. Tingene har ændret sig, og det er vigtigt, at folk indstiller sig efter det, for ellers risikerer man at forkøbe sig, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank. (Foto: © Alban Egger, Iris)

I København, på Frederiksberg, i Gentofte og i Aalborg er huspriserne steget så meget, at de nærmer sig samme niveau, som før krisen ramte.

Derfor skal du passe på med at lade dig rive med af de høje udbudspriser, hvis du kigger på hus eller lejlighed i de områder. Den advarsel kommer fra cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.

- Prisvæksten i storbyområderne er så høj, at den er væsentlig højere end lønvæksten, og prisniveauet nærmer sig det niveau, vi havde, inden krisen satte ind, siger Steen Bocian til DR Nyheder.

- Derfor skal man som køber være lidt mere varsom end for to-tre år siden, hvor priserne stadig var trykket godt og grundigt i bund. Tingene har ændret sig, og det er vigtigt, at folk indstiller sig efter det, for ellers risikerer man at forkøbe sig.

Et problem for den enkelte køber

Huspriserne i København er det seneste år steget med 11,3 procent, og fortsætter udviklingen, går der kun et halvt år, før de igen rammer det rekordhøje niveau før finanskrisen. Med en stigning på 7,7 procent det seneste år er det niveau allerede en realitet i Aalborg. Det skriver dagbladet Børsen.

Da boligboblen brast i slutningen af 00'erne betød de massive prisfald, at mange boligejere pludselig havde mere gæld, end deres bolig var værd. Et problem, der truede hele den danske økonomi.

Så alvorligt er det dog ikke denne gang.

- Det bliver ikke nødvendigvis noget, der kommer til at afmontere dansk økonomi, for denne gang er det mere afgrænset. Problemet opstår for den enkelte, hvor det kan være et stort problem, hvis huspriserne i København falder 10 procent over det kommende år, siger Steen Bocian.

Det er især de lave renter og befolkningstilstrømning til de større byer, der får priserne hurtigt i vejret.

Gode råd til købere

Ifølge Steen Bocian er det i øjeblikket svært for købere at få en god handel i de dyre områder.

- Man skal indstille sig på, at det her ikke er købers marked længere, men i vid udstrækning i de store byer sælgers marked. Derfor skal man være forsigtig som køber, siger han.

- Det betyder ikke nødvendigvis, at det er en boble. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med priserne om et år eller to, men man er i hvert fald nødt til at være en lille smule mere forsigtig, når man kaster sig ud i at købe fast ejendom i de dyre områder.

Først og fremmest skal man derfor sørge for at have luft i økonomien, så man kan håndtere det økonomisk, hvis priserne skulle falde. Og derudover skal man lade være med at 'forivre sig'.

Han fortæller, at mange lige nu oplever, at boliger, de er ude og se på, bliver solgt for næsen af dem, hvilket betyder, at man måske er man lidt hurtigere til at byde næste gang og derudover måske også går på kompromis med enten sin økonomi eller de ønsker, man har til boligen.