Hvis boligen er blevet for lille, så skal der en større proces i gang, inden flyttekasserne skal pakkes:
Der skal findes en ny bolig.
Og i københavnsområdet er der for tiden så mange, der ønsker at købe en ejerbolig, at flere økonomer taler om, at der er en boligboble på vej.
To af dem, der er på nippet til at ville købe en ny ejerbolig, er Laura Rosfeldt og Christian Thomsen, der er ude at se på en lejlighed på Frederiksberg.
Godt tidspunkt- Vi er ikke superdesperate, og vi bor et godt sted. Men markedet rykker sig ret meget lige nu. Vi kan få nogle gode lån, og vi har også en friværdi, der hvor vi bor nu, så jeg tænker, det måske er et meget godt tidspunkt at se, om vi ikke skal opgradere, siger Christian Thomsen.
Parret bor på Frederiksberg i en mindre treværelses lejlighed på 65 kvadratmetre. De er på jagt efter en lejlighed på fire værelser og en størrelse på omkring 100 kvadratmetre.
De er ikke nervøse for en eventuel kommende boligboble.
Ikke bekymrede
- Man hører selvfølgelig den der med: "Er der en ny boligboble på vej?" - og den ligger da selvfølgelig lige i baghovedet. Men vi køber med henblik på at bo der mange år frem, fortæller Christian Thomsen og fortsætter.
- Det betyder sådan set ikke noget for os, om boblerne så springer, og vi så bliver lidt ramt på kort sigt. Så længe vi kan betale vores lån og vores husleje, så gør det ikke så meget, for vi skal nok først ud af lejligheden om 10-20 år, siger han.