Jyske Bank fortsætter med i højt tempo at udstikke banklån til boligejere, der foretrækker de billigere men mere usikre banklån frem for realkreditlånene.
Jyske Banks salg af boliglån har nu rundet 63 milliarder kroner, og ordførende direktør Anders Dam forventer, at udlånet vil fortsætte sin himmelflugt i år.
- Kunderne er interesserede i at handle, og i øjeblikket foretager vi daglige vurderinger af mellem 100 og 150 ejendomme, og vi ligger på den rigtige side af 100 millioner kroner, som vi låser og udbetaler i øjeblikket per dag, siger Anders Dam til DR Nyheder.
Det er særligt Jyske Banks egne banklån, som kunderne har hentet finansiering i. Og det kan give en gevaldig udlånsvækst i år, vurderer Anders Dam:
- Jeg skønner, at hvis den her aktivitet fortsætter året ud, korrigeret for sommerferie med videre, så tror jeg godt, at vi i år kan nå op på en vækst på 18-20 milliarder kroner netto.
Det er særligt landets største realkreditudbyder, Nykredits, varslede bidragsstigninger fra juli i år, som har sendt chokbølger gennem boligejeres budgetregnskaber og sendt dem på udkig efter billigere løsninger.
Nykredits forklaring på de højere bidragssatser er nye regler, som er på vej til at blive implementeret i EU.
Men Jyske Bank og bankens realkreditinstitut, BRF Kredit, har forsikret kunderne om, at bidragssatsen ikke vil stige i år. På sigt forventer han dog, at lånene bliver dyrere:
- Meget tyder på, at det kommer til at medføre en fordyrelse af lånene. Men der har vi den historik, at vi endnu ikke i de otte år, vi har haft de her produkter, har ændret prisen for de kunder, når de først er kommet ind. Det er også det, de har opdaget, siger han.
Også BRF Kredit har vækst i udlånene. I alt forventer Anders Dam en stor vækst for Jyske Bank-koncernen i 2016:
- Jeg tør ikke skønne på BRF Kredit, men også her er der en pæn vækst i særligt erhvervslånene. Jeg kan ikke afvise, at koncernen kommer til at vokse i niveauet 25-30 milliarder kroner for det år her.
- •
Sådan finansieres en ejerbolig typisk:
- •
Egen udbetaling: Udbetalingen er normalt cirka 5 procent af købesummen.
- •
Realkreditlån: Den største del af finansieringen udgøres som regel af realkreditlån. Du kan låne op til 80 procent af boligens værdi på denne måde. De fleste vælger mest muligt realkreditlån.
- •
Banklån - efterfinansiering: De sidste 15 procent kan du som regel låne ved at få et boliglån i banken.