Boligejere fortsætter kampen mod lånegebyrer i Højesteret

Sag om forhøjelser af bidragssatser er så principiel, at boligejere nu har fået fri proces til Højesteret.

De fire boligejere, der tabte deres sager i landsretten, kan nu se frem til at fortsætte kampen i Højesteret. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen /Scanpix, DR ARKIV)

Boligejere får fri proces til at føre tre sager om markante forhøjelser af bidragssatser hele vejen til Højesteret.

Det oplyser boligejernes advokat, Christian Dahlager.

- Vi har lige fået tilladelsen fra Civilstyrelsen. Det betyder, at vi nu bruger weekenden på at lave dokumenterne klar, så vi kan anke sagen på mandag, siger Christian Dahlager.

Boligejerne er utilfredse med forhøjelser af deres bidragssatser og ville have afprøvet i retten, om de var rimelige og inden for rammerne af de aftaler, som de havde indgået med deres realkreditinstitutter.

De tre sager var anlagt af i alt fire boligejere mod henholdsvis BRFkredit og Totalkredit, der er ejet af Nykredit.

Behov for grænser

I Østre Landsret fik realkreditselskaberne medhold i, at de var i deres gode ret til at hæve gebyrerne for kundernes boliglån. Der var hjemmel i både regler og aftaler, lød det fra retten 8. august.

Christian Dahlager mener dog ikke, frifindelsen var så klar, at boligejerne skulle stoppe sagen med landsrettens afgørelse.

- Jeg synes egentlig, at sagen er endnu mere aktuel nu, fordi vi kunne se i sidste uge, at BRFkredit har forhøjet bidragssatserne igen, og alt tyder på, at de andre kreditinstitutter følger med.

- Så der er næsten endnu større behov for at få sat nogle grænser for, hvor mange bidragsforhøjelser boligejerne skal acceptere. Det er jeg glad for, at vi nu får mulighed for at få afklaret i Højesteret, siger advokaten.

Hvis boligejerne får medhold, kan det få store konsekvenser for realkreditbranchen, som de senere år i flere gange har hævet priserne for tusindvis af boligejere.

/ritzau/