Boeing fyrer topchefen

Den administrerende direktør Dennis Muilenberg er blevet sparket som følge af 737 MAX-krisen.

I marts i år styrtede et Ethiopean Airlines-fly af 737 MAX-typen ned nær Addis Abeba kort efter afgang (arkivfoto). (Foto: © Tiksa Negeri, Scanpix)

Den amerikanske flygigant Boeing sparker sin administrerende direktør, Dennis Muilenburg, ud med øjeblikkelig virkning. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I stedet er selskabets bestyrelsesformand David Calhoun blevet udnævnt som administrerende direktør per 13. januar.

Ifølge bestyrelsen er lederskiftet nødvendigt for at "virksomheden kunne genvinde tilliden fremover, mens de arbejder på at reparere forholdet til lovgivere, kunder og alle andre interessenter", skriver virksomheden i en erklæring.

Under en høring i Repræsentanternes Hus i oktober meddelte Muilenburg ellers, at han ville forblive på posten trods to fatale flystyrt i Indonesien og Etiopien med flytypen 737 MAX, som med knap 350 dræbte har flyveforbud.

Forbuddet har varet siden marts.

Fejl i automatisk system

Årsagen til ulykkerne var en fejl i flyets MCAS-funktion. Det er et automatisk system, der skal forhindre, at flyet mister opdrift.

Muilenburgs håndtering af 737 MAX-krisen er blevet kritiseret, fordi der løbende er kommet ubehagelige detaljer frem om certificeringen af MAX-flyene, hvilket har forlænget deres tid på landjorden.

Dennis Muilenberg er færdig som topchef i Boeing. (Foto: © POOL New, Scanpix)

Muilenburg er også blevet kritiseret for at være "tonedøv og akavet" over for familierne til de mange ofre fra flystyrtene, skriver AFP.

I midten af november lød det fra Boeing, at 737 MAX-flyene kunne flyve igen i januar, men flytypen mangler stadig grønt lys fra de amerikanske myndigheder til at komme på vingerne.

Produktionen indstilles

Derfor skiftede flygiganten kurs så sent som i midten af december, hvor man meddelte, at produktionen af 737 MAX i stedet indstilles fra januar.

Boeing har hidtil fortsat med at bygge 42 nye 737 MAX-fly hver eneste måned.

Der er derfor 400 færdigbyggede fly, der aldrig har været på vingerne. Der ligger ifølge Financial Times i alt 4.500 bestillinger på flymodellen fordelt over de næste syv år.

/ritzau/