Det kan virke uoverskueligt, når snakken falder på klimaforandringer, men der er faktisk noget, du selv kan gøre for at nedsætte dit CO2-udslip og dermed påvirkningen af klimaet.
Det fandt familien Madsen ud af, da Magasinet Penge på DR1 udfordrede dem til at ændre deres vaner i en uge. Familien, der bor lidt syd for Køge, skulle blandt andet have en ugentlig fridag fra bil og kød.
Bilfri dag
Janni og Dennis Madsen bor på landet, og derfor betød den bilfri dag, at de sparrede omkring 50 kilometers kørsel. Hvis de holder fast i at lade bilen stå en dag om ugen, vil de årligt kunne begrænse deres CO2-udslip med næsten 85 kilo per person.
Og så er der samtidig gode penge i at være klimaduks.
For en beregning fra Nordea viser, at den bilfri dag vil kunne spare familien for mere end 5700 kroner om året.
Kødfri dag
En kødfri dag giver en endnu større CO2-besparelse. Oksekød er en af de store CO2-syndere, så en ugentlig dag, hvor familien dropper 500 gram oksekød, vil betyde 260 kilo mindre CO2 om året per familiemedlem. Samtidig vil familien kunne spare over 1000 kroner om året per næse, hvis de eksempelvis skifter oksekød ude med kikærter i en gryderet.
Besparelserne både på CO2-udslippet og pengepungen kommer bag på familien.
- Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor nemt det er, siger Dennis Madsen. Og Janni Madsen supplerer:
- Jeg synes, det er vigtigt at fortsætte, fordi man skal tænke på sit miljø, og man skal tænke på vores børns fremtid og vores allesammen fremtid. Og at vi skal være her længe endnu.
Selvom familiens besparelser kan virke små i det samlede CO2-regnskab, så mener Bjarne W. Strobel fra Københavns Universitet, at det kan hjælpe:
- Det vigtige er, at man har taget det første skridt, for nu er man motiveret for at kunne tage flere skridt
19 tons per dansker
Hver dansker udleder i gennemsnit 19 tons CO2 om året. De seks tons er svære at gøre noget ved, for de skyldes udslip fra offentlige institutioner, hospitaler, infrastruktur osv. Men resten kan man godt ændre på, og det er nødvendigt at gøre noget, mener lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, Bjarne W. Strobel. For CO-udledningen giver ifølge ham et varmere klima med flere naturkatastrofer.
- Før eller siden skal vi have styr på det. Vi kan skubbe det foran os, men vi kommer ikke uden om at gøre noget ved det, siger han.
Fakta:
Hver dansker udleder i gennemsnit 19 tons CO2 om året.
CO2-udslippet kommer fra alt, hvad vi laver og forbruger. I de 19 tons er også medregnet det CO-udslip, vi laver på rejser, og når vi forbruger ting, som er produceret i udlandet.
Fly: 1 ton
Service og kommunikation: 1 ton
Mad og drikke: 3 tons
El, varme og brændsler: 3 tons
Andet materielt forbrug : 5 tons
Offentligt forbrug (Institutioner, hospitaler, infrastruktur, mv): 6 tons
Kilde: Concito